Vildgræs ved flodlejet

POESIENS HUS Anbefaler
7. november 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Vildgræs ved flodlejet
Hiromi Itō

Natur og plantevæv vikler sig ind i mennesket og omvendt i Hiromi Itōs langdigt Vildgræs ved flodlejet, som netop er oversat til dansk og udgivet af forlaget Arena.

Transportmidler, fly, busser, dårlige pas, planter, lig, rynker, bid; det er dét univers Hiromi Itō bringer os ind i. Et dekadent univers med stank og råddenskab, med liv, der flyder ind i døden og død, der flyder ind i livet. Den rådne lugt siver nærmest ud af siderne og fylder læserens næsebor. Motiverne og temaerne er på mange måder frastødende og ækle – alligevel formår Itō at fremskrive et smukt univers midt i alt det dekadente. Vildgræs ved flodlejet er mørk øko- og migrationspoesi, som både er alvorlig og humoristisk, på én gang trist og syret.

Jeg vil bo ved flodlejet og blive til en plante, jeg vil slippe af med vinene,
// Jeg vil kun medbringe liget, hundene og mine børn,
// Det var hvad mor sagde, vi var børnene.

Digtets lokalitet bevæger sig skiftevis fra ”vildmarken” i USA til ”flodlejet” i Japan. Fortælleren – jeget – er et barn på 11 år, der rejser frem og tilbage med sin mor og sine søskende.
Jeget ved til trods for sin unge alder, at pas er noget, der rangeres og at ”(…)vores pas var dårlige pas (…)”, som hun fortæller det. Det er en lang rejse:

Mor tog os med // Og vi stod på forskellige transportmidler // Vi kørte i biler og stod på busser og gik om bord på fly // Og så gik vi om bord på flere busser, vi stod på tog, og vi kørte i biler – og rejsen bliver kun længere af gentagelsen, af strofen, der lyder om og om igen.

På den måde er der noget klaustrofobisk over både indholdet og formen, der snor sig omkring læseren, ligesom planterne snor sig omkring dem alle i langdigtet; noget klaustrofobisk over gentagelsen, over al råddenskaben, over sivene, der gør alt til lig, og som selv nægter at dø.

Tag fx vinen, der kravler ind i først ”mors” vagina, siden i jegets vagina; eller ”far”, som er et lig, der ”vænner sig til at være et lig” og hvis penis bliver skåret af, men vokser ud igen.
Vokser ud igen gør altså det hele: sivene, vinen, penis, hvidlusene, sætningerne... De bliver ved og ved med at gro og sno sig omkring dem alle, omkring læseren.

Samtidig er der noget befriende midt i al det klaustrofobiske; over det grænseoverskridende, over naturen, som virker ustyrlig og allestedsnærværende.

Der lyder gentagne gange et ønske om at ville ”blive et med flodlejet” og om at ville ”assimileres” – assimileres både i det nye land og med naturen. Der er hele vejen igennem et ønske om at nedbryde grænser og skel; mellem lande, mellem mennesker og naturen og i sproget.

Flodlejet slår alle levende væsener ihjel og gør dem til lig // Flodlejet puster liv i et hvilket som helst slags lig

Vinen nægter at dø, sivene nægter at dø, fædrene nægter at dø, hvidlusene nægter at dø: Og Vildgræs ved flodlejets sætninger og besværgelser nægter at dø hos mig. Hiromi Itō har fremskrevet et syret langdigt og tekstunivers, der i den grad fortjener at blive læst.

Af Sophie Drejet

Vildgræs ved flodlejet, Hiromi Itō
Arena, 2018

Flere anbefalinger