Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse

POESIENS HUS Anbefaler
5. januar 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse
Frank Wedekind

Af Sofie Damgaard

Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse er et sært, dobbelt værk. På den ene side er fortælleren ivrig og enormt bevidst om sin fortælling, at der bliver formidlet og fortalt. På den anden side er selve fortællingen underligt uformidlet. Romanens univers har sin egen dunkle logik. Ligesom barndomsfantasier finder historien ikke sted inden for en umiddelbart genkendelig ramme. Den flagrer bare afsted, upåvirket og syret.

Måske er det det, der virker så dragende i læsningen af den tyske dramatiker Frank Wedekinds kortroman fra 1903. Hvad enten fortællingens jeg beskriver livet i træhallerne, som grupper af piger bor i, mens de er helt små, eller i ’Det Hvide Hus’, som pigerne flyttes til under deres kostskoleagtige ’uddannelse’, får vi ingen forklaring. I historiens fortæller, Hidallas, udlægning er det det mest selvfølgelige i verden, at Gertrud trækker spanskrøret og lærer de kjoleklædte piger at ’gå med hofterne’. Bagefter er der igen dømt fri leg i parken:

Så gik marchen i gang, så langsomt at man mellem hvert trin kunne have løbet en gang rundt om huset. Hun holdt hele tiden sit spanskrør mod vores tæer, ved vores knæ eller ved vores underben, i det tilfælde at nogen lod foden synke for hurtigt [...] På den måde gik vi igennem hele haven tre gange. Så humpede vi ind i huset, tog skoene af, smed vores kjoler og løb, så hurtigt vi kunne, til dammen.

Som det fremgår er sproget i Mine-Haha bemærkelsesværdigt. Det er afmålt, grovkornet og usentimentalt. Den 63-årige Hidalla, der ser tilbage på sin opvækst og ’uddannelse’, skriver efter sigende for sig selv. Det forklarer den sproglige egenrådighed og stringensen i manuskriptet, som når hun køligt konstaterer ”Jeg har beskrevet det første år af mit ophold i parken forholdsvis detaljeret og kan nu gennemgå de følgende desto hurtigere”.

Men passer det den ellers lidt strikse fortæller opholder hun sig ved tøj og kroppe, fordi det synes at vække hendes interesse. Frank Wedekin lader sin fortæller svælge i beskrivelsen af præpubertære kroppe, der af andre voksenkroppe afrettes i uddannelsessystemet, fortællingen kredser om. Detaljerigdommen i disse passager bevirker at bogen næsten suger én til sig – der er virkelig mange fængslende beskrivelser af ansigter, øjne, hud, halse og skuldre i Mine-Haha. Et eksempel:

”Simbas frodige, bølgede, kulsorte hår gik dybt ned over tindingerne og var samlet i en tyk knold i nakken. Hun havde langstrakte, slangeformede øjenbryn, en fin, fin næse og det mest smertefulde og samtidigt søde smil på læberne, jeg nogensinde har set. Jeg husker også hendes tungespids, som en gang imellem spjættede ud som en ildsalamander.”

Frank Wedekins ligefremme, lille roman, der iscenesætter Hidallas historie, blander tidlig seksualitet, samfundskritik, pigekroppe og teaterkostumer i et weird, coming-of-age mix. Hvordan det hænger sammen må man selv finde ud af.

Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse, Frank Wedekind, oversat til dansk af Johanne Lykke Holm
Arena, 2017

Flere anbefalinger