Alt hvad du ejer – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
28. december 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Alt hvad du ejer
Caspar Eric

Jeg vil hverken kalde Caspar Erics seneste udgivelse, Alt hvad du ejer, for en digtsamling eller en roman. Den placerer sig et sted midt i mellem. Eller: Den gør noget helt andet. Den opfører sig som en notesbog, jeg hemmeligt har fået adgang til. Hvor jeg møder et du, som har mistet et barn, da det stadig lå i morens mave og kun var begyndelsen på et menneske. Og en mor, som ikke længere er en kæreste, men en eks. Sorgen fordobles og skrives ud i fragmenter af tekst. Som rejsenotater, hverdags-betragtninger og googlesøgninger, der kan formuleres som én enkelt eller flere linjer.

Den dag du troede du skulle være far
blev der installeret et permanent savn i dig

Der er noget ved disse linjer, som får mig til at stoppe op. Jeg tror, det er formuleringen ’Den dag du troede du skulle være far’, som skal blive meget sigende for det, Erics samling kredser om. Det, du troede skulle være. Det, du havde, men mistede. Alt, hvad du ejede, det sidder der endnu. Det barn, som aldrig blev født, men afføder et permanent savn, en permanent sorg. Noget andet er det du, der taler. Eller: Det du, der tales til. Jeg undrer mig. Kunne man skifte det ud med et jeg? Eller er pointen med at skrive du en tydeliggørelse af den måde, man kan træde ud af sig selv, se på sig selv udefra, læse sig selv, når man sørger?

Alt det man kan ødelægge med håbet

Linjen her har noget tilfælles med dem, jeg netop har fremhævet. Jeg tror, det er deres måde at lyde som slogans, de låner reklamernes sprog. Eller de lyder lidt som overskrifter i en selvhjælpsbog. Citater klippet ud af en kontekst og sat ind i en ny. De minder lidt om de lejlighedskort, man kan købe i supermarkedet, men så gør de noget andet, som er enormt fint. De performer den måde, vi benytter os af klicheer. Alt godt kommer til den, der venter bliver i en enkelt bevægelse til: Alt det man kan ødelægge med håbet. Eric demonstrerer her, at klicheen kan benyttes til mere og andet end lejlighedskort og selvhjælpsbøger. Klicheen bliver kompleks, idet den ikke stopper med at være kliche, men bliver poesi i sig selv ved at være indskrevet i en poetisk kontekst. Dét, synes jeg, er et lille mesterstykke.

Mens du sidder med din mor i en bil
taler I om hvad der skete i julen

dét at blive voksen siger din mor
er at lære hvordan man
bærer sine skuffelser og tab

Jeg tænker på mange måder, at Alt hvad du ejer er en voksen bog. Der er sket noget med Erics skrift siden 7/11, Nike og Avatar. Ikke blot er den internettypiske typografi skiftet ud med en, hvad skal jeg kalde det, mere formel eller romanagtig type. For der er noget romanagtig ved denne samling, idet der er en handling, som skrider fremad. Men så er der også tekststykkerne, fragmenter vil jeg kalde dem. Eller notater. En samling af digte, som opfører sig som en roman. Eller omvendt. En roman, som er nedbrudt i fragmenter, som ikke alle rummer samme kvalitet, men som i deres helhed siger noget om det at miste: Alt du ejede. Alt du ejer. Tabet og skuffelsen. Og det at blive voksen. Være voksen, selv når man føler sig som et lille barn. Når man sidder i sin mors bil og græder snot. Og når ens mor fortæller en noget, som balancerer mellem sandhed, kliche og poesi. Eller er alle tre ting på en gang.

den bedste vej ud af sorgen sagde din chef
kan være at bruge sine hænder
og tænke på noget helt andet

at gøre sig selv til den robot
som både markedet og sproget kræver

I Alt hvad du ejer er poesien, klicheen og sandheden viklet ind i hinanden, ligesom den lille sorg er viklet ind i den store. Sorgen over tabet af et barn vikles ind i sorgen over den måde, markedet gør krav på os. Den måde, kapitalismen vikler sig ind i alle aspekter af livet. At læse samlingens du som et reklamernes du giver i den forbindelse god mening. ”Alt hvad du ejer vil også altid eje dig”: Sådan afsluttes denne samling af tekster, der vitterligt insisterer på at rumme det hele. Alt, hvad du ejer. Alt, hvad du ejes af. Alt tages med. Og netop af den grund virker samlingen ufærdig, uperfekt. Den minder om den notesbog, jeg i første omgang beskrev den som. Der er noget ufiltreret ærligt over den, der er noget på spil. Villigheden til at lægge alting frem, skrive alting ud, gør Alt hvad du ejer til et meget menneskeligt værk. Derfor skal man læse den.

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Alt hvad du ejer, Caspar Eric
Gyldendal, 2018

Flere anbefalinger