Tityrus – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
25. marts 2020

POESIENS HUS ANBEFALER

Tityrus
Duncan Wiese

Tityrus er en samling af pastoraler af forfatteren Duncan Wiese, der debuterede med denne samling. Pastoraler er en litterær genre, der beskriver hyrdelivsstilen på en idealiseret måde. En genre bogen rammer meget fint: hyrden i digtene har trods hjertesorg og fortvivlelse en overlevelsesevne, der ser muligheder i naturen, en nysgerrighed overfor verden, som smitter af på læseren.

Pastoralgenren og hyrdedrengen Tityrus gør digtsamlingen unik. Karakteren Tityrus virker eventyrlig både i kraft af sit navn og sit hverv som hyrde. En hyrde, der oplever verden som vi kender den, men som omsætter den og forskønner det, vi kender. Der ser muligheder i det vante.

Som det ses i det fine digt nedenfor, sammenlignes skov og by. En sammenligning, som ellers hurtigt kan virke uromantisk. Men denne hyrdekarakter, der samler svampe på byens kirkegårde, skaber et realistisk og moderne billede af den måde, bymennesket er i naturen på. Hvordan naturen fremvokser i byerne og kan udnyttes, måske mere end vi ved.

Skoven er meget som byen
først troede jeg dig ikke
men jeg høster indigo rørhatte
og karl johanner i parker og på kirkegårdene nu

Hyrdekarakteren skaber hele tiden dette spil mellem natur og by, maskineri og vækst. Der skabes forbindelser, som vækker læserens forundring og udvider dennes horisont. Måske kan digtsamlingen udvide vores sanseapparat, zoome ind på naturens mekanismer på en uvant måde, som når hyrdedrengen påskønner træet i en sammenligning med noget industrielt.

(…)
at det er en maskine
der omdanner
noget til noget
ligesom træerne er maskiner
der omdanner energi fra solen
og næring fra jorden
e motor der brænder
og vokser opad
Tityrus er en sammenligningsmaskine
(…)

Vi er både ude i naturen og i en verden af maskineri og by og i en forbindelse herimellem. Digtsamlingen Tityrus er som karakteren en sammenligningsmaskine. Men bogen er også en kærlighedsfortælling, et forhold mellem Tityrus og Lægen, som afbrydes og efterlader ham i en verden, der er svær at opdele og forstå. Lejligheder der roder, dage der ses i blåt lys og er uundgåelige. Pludselig er Tityrus også sårbar, forvirret, trist og famlende, som man må være, når skjorter bliver dagens spøgelser: en påmindelse om tiden der er gået, en frygt for det der vil komme.

Opvasken står i gårdlyset
Der hænger i køkkenet
der hænger i soveværelset

Men så findes venskabet til Menacles. De to navne skaber konnotationer til en ældre tid og bidrager til den eventyrlige stemning. Der er noget befriende i Duncan Wieses arbejde i at vende sig tilbage i tid og bruge den i den moderne verden. Som når Tityrus og lægen finder sammen, men desværre adskilles igen. Man kan næsten kun forestille sig en omvandrende hyrde midt i storbyen, der finder det svært at høre til.

Skjorterne hænger på bøjler i vinduet
spøgelser af dagen der er gået
varsler om det der vil komme

På denne måde trækker digtsamlingen tråde til både nuet og fortiden. Det eventyrlige blandes med det hverdagslige på samme tid, i samme digt, i samme sætning. På samme måde som maskineri og skovens træer sammenlignes. Tityrus handler om hjertesorger, venskaber og forsøg på at kaste lys over tilværelsens mening i det små. Der er fokus på dansende biller og befrugtning. Jeg ser kan se mig selv gå rundt i trafikken og lokkes på svampejagt på offentlige kirkegårde midt i storbyens pulserende liv.

Den blå morgen
bryder lyset
fra bilernes øjne
de uundgåelige dage
går over vejen

Af Candra Thun

Tityrus
Duncan Wiese, Rosinante 2019

Flere anbefalinger

TityrusDuncan Wiese