Under gulvet gror der planter

POESIENS HUS Anbefaler
5. december 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Under gulvet gror der planter
Maria Molbech & Sofie Hermansen Eriksdatter

Tågen er døddrukken, jorden er syg. Skrænter ligger langs vejene som rynkede bryn. Jerngitre holder hemmeligheder, et plantevirvar æder en bygning. Huse skyder op, klamrer sig fast på skråningerne, holder sig akkurat stående. I Maria Molbechs og Sofie Hermansen Eriksdatters samling af rejseskildringer fra Sicilien får omgivelserne krop, og den kan virke så syg, så smittende, at man smelter. Sveden driver af en og man ønsker blot at himlen skal åbne sig, regnen begynde at sile.

Gid regnen må rende i store torve ud af himlen og lappe jordens revner.

Det er med bydende sætninger som denne, at man også fornemmer en menneskelig krop, der går rundt i den krop, som er jordens, landskabets, husenes, plantevirvarets. Det er nogle gange, som om de to kroppe smelter sammen. Som om jeget drager en særlig omsorg for jordens revner, der hungrer efter regn. Som en mund, der hungrer efter vand. Der er tale om en fælles tørst i den lammende tørke.

Jeg befandt mig selv på Sicilien i sommeren 2018, så jeg ved, hvilken tørke her tales om. Den er allestedsværende, får sveden til at pible, huden til at skinne, hjernen til at stoppe med at tænke. Det eneste, jeg kan tænke på, er skygge eller et vindstød. En flaske med vand fra et køleskab i supermarkedet. Så koldt, at det hviner i tænder og hjerne. Under gulvet gror der planter tager mig tilbage i tørken, til agaverne og kaktusserne, som svulmer op af jorden alle steder, til støvet og hårnålesvingene, til ruiner, ”hud og hinder, gødning, gråd”. Skildringer, som gør sig bedst, når man giver sig hen til dem. Når man lader dem tale deres eget tydelige sprog, bliver læsningen en lille rejse mod syd.

Sig mig, madonna,
at gederne og
deres klokker
taler deres
eget tydelige sprog
når eftermiddagsheden
visker alle kurver ud i landskabet,
når bjergtop og elmast flyder sammen,
alt står stille
og bliver hvidt og tykt som mælk

Det er svært ikke at læse Inger Christensen ind i disse linjer, som genkalder ordlyden i samlingen Brev i april fra 1979, hvor naturen netop taler sit eget tydelige sprog. Og jeg kan godt lide, at tekster på tværs af tid kan finde hinanden på få linjer i et digt. At de danner et væv, flyder sammen som bjergtop og elmast, bliver hvidt og tykt som mælk. Det er som om, landskabet har en vilje til at transformere både sig selv og det jeg, som bevæger sig rundt i det. Opmærksomheden skærpes og små iagttagelser får stor betydning. Det er nok det, jeg bedst kan lide ved denne samling af digte eller: Rejseskildringer i en notesbog tilsat illustrationer, som indimellem tilfører teksten noget mere. Andre gange blot smukke i sig selv. De sorte plamager flyder ud over siderne som blæk eller en ”lavatunge”. Etnas ”lavalunge”.

Vores guide repeterer
the lava was born this way
gad vide hvordan det lyder
når lavaen fødes?

Der er noget næsten barnligt nysgerrigt ved den måde, jeget spørger på. Hvordan lyder det, når lavaen fødes? Noget ufiltreret, men også noget opmærksomt, omsorgsfuldt. Jeg kender den tilstand. Jeg tror, de fleste kender den. Den fremkaldes eksempelvis, når jeg rejser eller læser. Pludselig bliver jeg modtagelig for de detaljer, som både er naturens og sprogets. Og som indimellem flyder sammen i et digt.