Kollektivt hukommelsestab

POESIENS HUS Anbefaler
28. februar 2020

POESIENS HUS ANBEFALER

Kollektivt hukommelsestab
Koleka Putuma

Mit modersmål
sidder i min hals som en allergi

En klar røst skinner gennem bogens sider, og ordenes barske virkelighedsbillede ryster mig. Jeg vender siderne og bliver gradvis inddraget i denne verden af protest og grænser og krav, som kun er rimelige men ikke accepterede. Jeg bladrer bogen flere gange igennem efter jeg har læst den færdig, for det er som om, at jeg kan blive ved at vende tilbage, at blive ved at forholde mig, at blive ved med at lære, hvor meget Koleka Putuma sætter fokus på i hendes bog. Hvor præcist hun sætter fokus på problemer, på tilstande, og på en virkelighed, der kan virke fremmed og velkendt på samme tid. Jeg er fascineret over bogens store indhold og dens styrke og kraft. Den klare røst lammer mig, og jeg er ikke i tvivl om formålet, om holdningen, den gennemborende tydelighed fjerner al form for benægtelse, al form for blind tro på tilgivelse, og påminder, at der stadig er en vigtig historie, der skal fortælles. En vigtig stemme der nedbryder sløret af Kollektivt hukommelsestab.

Vi samtykker aldrig.
Alligevel beder man os om at spise middag med undertrykkerne
og servere dem tilgivelse.
Hvordan,
når de eneste ingredienser jeg har, er sorg og vrede?

Endnu en (som ligner mig) døde i dag.
Endnu en (som ligner mig) blev myrdet i dag.

Jeg bevidstgøres om Jesus på korsets blonde hår og lyse hud. Jeg farer vild mellem ord som beskriver en langtrukken sorg, der er endeløs, for det folk, der har kæmpet mod racisme og slaveri og apartheid og forbud. Det er en historie, der aldrig bliver for fortalt, og Putuma gør opmærksom på, at den skal fortælles igen. Og igen. At vi ikke er i mål, hvis målet er der.

Sørg i stilhed,
Verden er ikke interesseret i at høre dig dø.
Især ikke når den selv står med revolveren.

Ordene falder mig ikke nemt og naturligt, når jeg skal beskrive bogens indhold – ikke fordi det er utydeligt eller ugennemsigtigt, men fordi jeg er bange for at træde forkert, at tage noget så personligt i min mund. Det virker koldt og distanceret at beskrive hvilke temaer og kritikpunkter bogen har, for bogens stemme ved, hvad den vil. Og bogen har stærk effekt på læseren. Jeg har svært ved at begribe det, famler i et væld af sørgmodige digte om tilværelsens uretfærdighed. Bogens 110 sider er komprimerede og fulde af kritik og substans men der er også spinkle håb, styrke, overlevelsesvilje og respekt. Putuma skriver om konflikterne i det at tro, om tilhørsforhold til religion, om splittelse mellem to hjem, om seksualitet, sorg, om sin historie og om undertrykkelse. Så mange emner gør bogen indholdsrig, aktuel og vigtig.

Jeg elsker dig
Men
jeg vil hellere være i live.

Bogen er udgivet ved forlaget Rebel with a cause og jeg må tilstå, den har åbnet mine øjne for måden, jeg læser verden på, bogen har gjort mig klogere. Tak for stemmen, for blikkets fokus, for den løftede pegefinger, der minder om debattens flerstemmighed. Jeg synes bogen byder på så meget, at alle vil få noget ud af den. Hiv den frem og forhold dig til en stemme, der poetisk men konkret fortæller en vigtig historie, en vigtig side af sagen, en konfrontation af de åbne sår i samfundet, vi er nødt til at forholde os til. Som jeg har det med bogen, vil jeg fylde så lidt som muligt og sige, at bogen rører mig, gør mig klogere, og ellers vil jeg lade Koleka Putuma få de sidste ord.

En slave og queer persons erindringer
Jeg vil hverken dø med
løftede hænder
eller
spredte ben

I klasseværelset:
De studerende vil gerne vide:
Hvorfor er der flere sorte i smugkroer og kirker
End der er på museer og mindepladser?

(…)
Addendum
et eller andet sted ender dette i et højt suk, der siger
åh gud, nej! Ikke endnu et digt om voldtægt

Af Candra ThereseThun Brouer

Kollektivt hukommelsestab
Koleka Putuma, Rebel with a cause 2019

Flere anbefalinger