Ødelæg, siger hun – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
6. december 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Ødelæg, siger hun
Marguerite Duras

- Hvordan kan man leve? skriger Alissa blidt.
Det er strålende solskin
- Er den unge pige ikke med? spørger Max Thor
- Hun har bedt ham om ikke at tage hende med i dag.

Marguerite Duras’ lille røde bog er første gang udgivet i 1969 men den fine korte roman findes nu i en dansk oversættelse. Fire karakterer befinder sig i det afsides Frankrig og vi ved så meget, at Élisabeth Alione opholder sig der i tre ugers tid efter en mislykket graviditet. De tre andre ved vi mindre om, om end vi befinder os meget inde i hovedet på Alissa. Det lader til, at Max Thor og Stern er Alissas to elskere. Alissa er meget interesseret i Élisabeth, og samme interesse får også de to mænd senere. Det resulterer i et interessant firkantsdrama, som aldrig bliver dramatisk men konstant underspillet. Der er en stærk undertone i hele bogen, mange uafsluttede dialoger, som læseren hungrer efter at få klarlagt. Men som ikke sker. Mystikken spreder sig gennem bogen i flere elementer, ikke på en overnaturlig måde men i en kold understrøm.

Bogen er baseret på dialog og afbrydes stort set kun af hurtige beskrivelser af vejret. Dialogerne er monotone, men aldrig kedelige. De er interessante, fordi man fornemmer, at det der siges, kun er en brøkdel af det, der er brug for at blive sagt. Der siges så lidt i det små, og bogen kræver den opmærksomme læser. Enkelte steder stiger dialogen i intensitet, fordi det hænder, at karaktererne vælger at skrige deres sætninger ud om ellers forholdsvis fattede ting:

- Måske elsker vi hinanden for meget? spørger Alissa, måske er kærligheden for stor, skriger hun, mellem ham og mig, for voldsom, for meget, for meget?
- Mellem ham og mig? fortsætter Alissa. Måske er der for meget kærlighed, kun mellem ham og mig?

Som handlingen udfolder sig bliver man mere bevidst om, at de tre karakterer, der ellers har set skævt til Élisabeth, er lige så forskruede i hovederne som hende. Hele fiktionsverdenen og karaktererne er mystificerede, og man fornemmer en uklarhed, både i dialogerne men også i de informationer man får, og som karaktererne har. Ligeså meget fornemmer man en konstant forskydning af den optegnede virkelighed, der er noget uforklarligt og upålideligt over hele iscenesættelsen.

- Fortæl ham det, Stein
- Du sagde hendes navn, siger Stein. ÉLISA
- Ømt og begærligt, siger Stein. Élisa.
Stilhed
- Jeg sagde måske Alissa og du hørte forkert?

Jeg får ikke meget sympati med karaktererne ej heller optegnes en verden, man beundrer eller misunder, trods vi befinder os på en form for hotel. Frem for feriestemningen beskrives den dystre sø og den mystiske skov, som Élisabeth Alione frygter. Og midt i dette kolde univers findes tennisbanen, hvor man næsten kan høre lyden for sig af tennisboldene, der rammer banen. Det er en disharmonisk verden med usympatiske karakterer og dog drages jeg ind i verdenen. En fornemmelse af at karaktererne ikke vil hinanden godt, giver mig lyst til at distancere mig fra karaktererne og deres verden, men det øger også min nysgerrighed, og jeg genlæser flere dialoger i en søgen efter mere, efter alt det underliggende, jeg tror, bogen rummer.

- Vi ligner hinanden, siger Alissa: Vi ville elske Stein, hvis det var muligt at elske.
- Jeg har ikke sagt…, protesterer Élisabeth blidt.
- De mente Max Thor, siger Alissa. Og De sagde Stein. De kan ikke engang finde ud af at tale.
- Det er sandt.

Sidste side af bogen beskriver nogle retningslinjer for, hvis bogen skulle fremføres på teater. Blandt andet en sidebemærkning om, at ingen skriger, skrigene er af indre karakter. Tanken om bogen som teateropførsel får mig til at klappe i hænderne, og jeg må sige, det ikke er første gang, jeg kommer til at læse bogen – jeg ved, der er mere at finde i dialogerne for hver gang, jeg læser den. Varm anbefaling herfra.

Af Candra Therese Thun

Ødelæg, siger hun
Marguerite Duras, Forlaget Arena 2019

Flere anbefalinger