Den store amerikanske hævn og andre digte

POESIENS HUS Anbefaler
29. januar 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Den store amerikanske hævn og andre digte
Henrik Nordbrandt

Af Joachim Aagaard Friis

Det kan næsten ikke rummes på siden, hele Henrik Nordbrandts bagkatalog, der er oplistet i starten af Den store amerikanske hævn og andre digte, og viser hvordan Nordbrandts lyrik siden 60’erne har brændt sig fast i dansk litteratur. På trods af den store aldersforskel, føler jeg, at jeg kan genkende mine egne tanker i mange af Nordbrandts digte, særligt de ikke altid lige veldoseret sentimentale. Det tror jeg har noget at gøre med den stærke weltsmerz, der går igennem værket, som på samme tid forekommer ungdommeligt naiv og ironisk gammelklog. Som her:

Og livet?
Hvis jeg skal være helt ærlig
kunne jeg bedre lide filmen
og så dét

at man kunne snige sig uset
ud i mørket
lige inde slutningen
og få sig en øl henne på hjørnet

Jeg tænkte tit gennem læsningen, at denne ironiske distance er som en kærlig medicin til mennesker, der klynger sig uhensigtsmæssigt stærkt til livet. Og følelsen af at have været så stærkt opslugt af filmens smukke illusion, at man til enhver tid ville give den for livet selv, var så stærk, at jeg måtte citere. Men jeg vil springe skyndsomt videre til andre aspekter i værket, da jeg tror, denne forkærlighed for Nordbrandtsk tristesse mest af alt er en guilty pleasure.

Digtet er dog et eksempel på den gennemgående tematisering af drømmen – både som kunstens illusion, fortidens minde og fremtidens håb– der fylder værket. Digtene beskæftiger sig med de fantasier, der ikke lader sig rodfæste, men som konstant flygtigt forskyder sig i en (amerikansk?) hævn på nuet. Drømmen er aldrig til stede nu og her, og alt det værket omhandler – rejser, barndomserindringer, kunst – er behandlet som forestillinger, der ikke bliver indfriet, som oplevelser, der aldrig føles rigtige eller er, som de burde være. Og hvad har vi så lært af det?

Den euforiske glæde ved at rejse
har jeg omsider indset
overgås kun af den pragtfulde følelse af befrielse
der kommer, når man bliver

Men midt i drømmenes melankolske fallit ulmer politisk og social indignation, der straks forekommer mere aktuelt. Nordbrandt skyder skylden på os alle sammen i digte om flygtninge, klima og 1st world problems, når han med vi-formen tårner sig op foran læseren:

Hvem er I? Spørger du
Det ved du da
så godt som du forstår vores sprog
Vi er flertallet:
De, som har valgt politikerne
der har udformet den bestemmelse om udvisning
som vi hermed underskriver

…

Og spørg ikke, om vores arbejde er vigtigere
end dit liv
Vores arbejde er vigtigere

Midt i melankolien er vreden i disse digte som et koldt chok, og man synker længere og længere tilbage i stolen, i takt med at det går op for én, at læseren er en del af det vi, der tiltaler den imaginære asylansøger. Her er der hverken melankoli eller bitter ironi at spore, men en stålsat insisteren på at stille de ubehagelige politiske spørgsmål til den privilegerede dansker.

Den store amerikanske hævn og andre digte, Henrik Nordbrandt
Gyldendal, 2017

Flere anbefalinger