Havbrevene – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
24. april 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Havbrevene
Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen er en fin og kærlig samtale, der giver et meget følsomt indblik i to haves forhold til verden og hinanden. Værket er en sproglig samt grafisk smuk oplevelse og er skrevet som en brevudveksling mellem Atlanterhavet og dets lillesøster Middelhavet med dertilhørende illustrationer af Dorte Naomi. Et kunstværk, der formidler det gamle, vise Atlanterhavs glæde ved havenes overtagelse og genforening, overfor det unge og drømmende Middelhavs følelser af forundring og afmagt i en verden i fordærv. Forfatteren formår at give de to have troværdige stemmer, og skildringen af dem og deres søsterkærlighed er fantasifuld og original.

Brevudvekslingen åbner med Middelhavets frustration og uforståelighed over den måde menneskene – i bogen omtalt som ”krybene” - behandler det på:

Det bliver sværere søster.
Jeg er ikke længere mig selv. De fylder mig hver dag med noget væsenløst og fremmed, de propper det i mig. Er det en form for hævn?

Skriv snart og fortæl mig en historie.
M.

Og startbrevet synes jeg er et godt eksempel på, hvordan forfatteren formår at sætte ord og give et friskt pust til store problemstillinger, som klima- og flygtningekrisen, uden at det bliver påtaget. Menneskene, er noget som havene skabte for længe siden, med det formål at bære vandene imellem dem, men det var et mislykket forsøg og krybene er nu mere skadelige end gavnlige. Og nu kræver havene alt de har skabt tilbage.

Værket er opdelt i fire dele, og gennemgående er havenes plan om at blive forenet til ét stort hav. I den forbindelse skildres både Atlanterhavets rolighed og affundethed med planen:

Kære lillesøster
Din fortvivlelse gør mig ondt, prøv nu at glæde dig lidt i stedet, der er ikke langt igen. Jeg mærker en algegrøn stilhed blomstre i mig, smuk som den lyserøde gas, der på det seneste har hængt tung og glat, næsten fedtet, over min pande.
…

Og det unge Middelhavs nervøsitet for at miste sin identitet i foreningen:

Søster
Er jeg mit ansigt? Vil jeg kunne kende mit ansigt når jeg ikke længere er mig? Når jeg er os? Vil jeg fornemme mit gamle ansigt som et hudlag under det nye? Jeg har disse tvivl. Planen betvivler jeg ikke, selvfølgelig ikke. Men på det seneste har jeg haft denne tanke: at mit jeg, når jeg forlader det, vil blive alene.
…

Korrespondancen cirkler derudover også om alt fra historier hørt fra landjorden, om nostalgi, universet, anekdoter, Ikaros og meget mere. Især i Middelhavets beskrivelse af sine følelser for Ikaros, får sproget lov til at udfolde sig i fine, lyriske formuleringer, hvor man virkelig får lov til at mærke den poesi, værket rummer:

Ikaros faldt og jeg greb ham. Vingerne smagte af honning. Drengen selv smagte af iver og sorg, noget halset næsten logrende. En mislykket stjerne tænkte jeg dengang, en amputation. Måske er det derfor jeg føler denne forbindelse?
…

Udover at være en sprogligt behagelig oplevelse, bidrager illustrationerne til et meget sanseligt indtryk. I mange af illustrationerne synes Dorte Naomi på en måde at mestre foreningen mellem det kaotiske og det elegante ved naturen, og hun skaber former, der på én gang virker hårde og kontrollerede samt bløde og dansende. Blandt former, der ligner tang, bølger, ål eller noget andet og til tider helt abstrakt, får man øje på menneskelige former, øjne og kroppe - og jeg tror at det er her, i sammenspillet mellem det menneskelige og naturen, at det grafiske og det skrevne i høj grad bindes sammen. Der er en rolighed samt sprudlen, en kreativitet og kunstnerisk styrke over Havbrevene, der gør værket helt igennem anbefalelsesværdigt.

Af Sofie Holbek Jensen

Havbrevene, Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Lindhart & Ringhof, 2018

Flere anbefalinger