POESIENS HUS ANBEFALER

Søndagsland
Sissal Kampmann

AF KIRSTEN VESTERGARD MIKKELSEN

I et land//hvor varmen aldrig synes//at formå at varme//skeletterne i kroppene … her i Søndagsland// er verden blot et svagt ekko. I digtsamlingen Søndagsland møder vi et jeg, der skriver ud fra en nutid, hvor fortidens drømme om fremtiden ikke er blevet indfriet, og hvor drømmene om en ny fremtid endnu ikke er begyndt. En nutid, hvor jeget befinder sig midt i mellem en afslutning og en begyndelse. En mellemposition, der kendetegnes ved en form for ikke-væren, et slags limbo, der beskrives som et Søndagsland.

Der er slået revner i jegets spejlbillede. Hun er en anden, end den hun var engang. Der er slået revner i troen på alt det, der engang gav mening. Hendes bekendtskaber er ikke længere de samme. Et forhold til en mand, der forandrede sig og gik tabt. Hun tænker på mennesker hun ikke længere kender. En bevidsthed om at tiden gik, og med den, drømme der aldrig blev opfyldt. Jeget skriver, at hun har forandret sig til en kvinde, der tjekker vejrudsigten flere gange om dagen. Det er denne kvinde vi møder i Søndagsland; en kvinde, der er på vej et andet sted hen, uden at vide hvor. Hun går rundt i dagligdagens gentagende rytme uden retning. I denne rytme tjekkes vejrudsigten og potteplanter vandes. Jeget går rundt i ensartede dage og beskriver vejret, der er gråt og koldt, og det omkringliggende landskab beskrives med en melankolsk tyngde.

Det er Færøernes fugtige tågebanker og kraftige regnbyger, der beskrives i Søndagsland. Det er på Færøerne, digtsamlingen udspiller sig og Søndagsland er derfor også et udtryk for en karakteristisk færøsk stemning. En rå natur med hårde voldsomme vindstød, storme, der med spidse tænder flænser sig gennem gaderne, ruder der truer med at springe ind i stuerne, den solide fårefold, der er fasttømret til jorden, sludbyger, haglbyger, og glæden ved endelig at se solens stråler. Et land, hvor melankolien trives. I beskrivelsen af vejret og omgivelserne beskrives også solens gang og årstidernes skiften. Dette opløser adskillelsen mellem dagene, og overblikket over tidens kronologiske rækkefølge forsvinder. Tiden er hele tiden tilstede selvom den står stille. En tidslighed, der korresponderer med det limbo Søndagsland også er, hvor jeget står mellem en afslutning og en begyndelse Her i vinternatten//er bordet besat af mænd // i sorte habitter. // Foran dem ligger // papirer // der skal underskrives. // Under ed og med ære // skal jeg sætte mit navn. // Bevise, indrømme // at jeg forstår // at nu begynder // en anden tid.

Søndagsland, Sissal Kampmann, 
Forlaget Torgard, 2017

POESIENS HUS

Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt