POESIENS HUS Anbefaler
1. november 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

De sidste dage-digte 
Sternberg 

jeg forholder mig ikke
til tidligere tiders digte

de er vidnesbyrd om en krig

der for længst
er tabt 

Med De sidste dage-digte afslutter Sternberg sin digtkvintet, hvor han befinder sig på en slags tidsrejse. Her med tidsrejsens afslutning; de sidste dage. Det er ikke kun jeg’ets sidste dage men jeg’et er sidste menneske på jorden og den tomme verden efter mennesket optegnes, som når et digt kun består af sætningen:

der er ingen arvinger

Bum, så har man et indtryk af stemningen og da jeg læste de første par digte, blev jeg bekymret for, om det var en digtsamling, der ville efterlade mig modløs over tilværelsens skrøbelighed. Bygninger, veje, skibe og fly kan forsvinde pludseligt med våben og bomber og kan efterlade en ny tilstand og orden, som mennesker hurtigt kan tilpasse sig. Men menneskets udslettelse og udslettelsen af betingelserne for liv er et emne der hurtigt associeres med klimakrisens opråb og er derfor en aktuel trussel. I De sidste dage-digte er vi ikke bare tæt på døden, men vi er tæt på udslettelsen og den ultimative slags: Jeg’et er den sidste overlevende og afventer sin egen udslettelse. Hvad har man til det sidste? Sproget. 

hvad er det der gør
at du læser?

at du drages mod
altings afslutning

kan du ikke overskue
alt det du har?

Det, at der skrives direkte til en læser, virker både konfronterende, provokerende men også opløftende: der ér trods alt en læser i jeg’ets øde virkelighed. Det føles, som befinder jeg’et sig i et andet tidsrum end læseren og den optegnede verden føles fjern. Overraskende nok sidder jeg ikke tilbage med en barsk tomhed eller modløshed som frygtet, for digtsamlingen opererer trods alt på det ukonkrete plan, hvor vi ikke ved, hvad udslettelsen skyldes og den virker tilpas fiktionaliseret. 

Det bliver da lidt deprimerende og sort indimellem, men Sternberg bryder det med en form for ironisk distance og gennemgående har digtene en dejlig let stemme med en humoristisk undertone:

jeg er mennesket
som ikke gør en forskel

massemennesket

når der ikke er
en masse
længere

Det er en fin digtsamling, der er let både i mængde, i skrivestil og også i indhold. Og det er ikke noget negativt. Digter-jeg’et forholder sig legende til en virkelighed, som jeg’et har for sig selv inden sin udslettelse. Det bliver dystopisk, dystert og konfronterende på en legesyg måde, der gør digtsamlingen værd at læse - og overkommelig at læse, for det føles som en leg. Jeg læser et implicit 'tænk hvis' i digtsamlingen, der gør det lettere at sluge, at du i virkeligheden læser om og forholder dig til, hvor skrøbelig verden er.

Af Candra Therese Thun

De sidste dage-digte
Kronstork, 2018

POESIENS HUS

Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt