Kaptajnens vers – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
25. november 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Kaptajnens vers
Pablo Neruda

Kærlighedsdigte står der under titlen på den lyserøde digtsamling, og jeg forstår hvorfor. 208 siders sprøde kærlighedsdigte, der emmer af tilhør, samhørighed, hengivelse og den magiske, symbiotiske forbindelse, der kan opstå mellem to mennesker, når kærligheden gør det bedst. Som den gør det i denne digtsamling.
Det er ikke ofte, kærlighedsdigte fokuserer på lykkerusen, men det er tilfældet her, overordnet. Det er ikke kærlighedens bagside, der er i fokus, selvom den lader sig fremvise i det små. Men ingen knuste hjerter, sjælesorg eller forrådte forhold fylder i digtsamlingen, men derimod består den af et væld af ophøjende beskrivelser af den elskede anden, som forbliver den samme.

Det er altså ikke kærlighedsdigte for digtenes skyld, derimod føler man sig som læser tæt på en særlig kærlighedsoplevelse mellem digter-jeget og dette jegs elskede.

Oplysninger om bogen fortæller, at disse kærlighedsdigte er skrevet til forfatterens elskede Matilde. De blev første gang udgivet i 1952 anonymt, fordi forfatteren eftersigende endnu ikke var blevet skilt fra sin tidligere hustru. Lindhardt og Ringhof har lavet en flot lyserød bog med alle digtene på dansk såvel som på spansk.

[…]
Frygt ikke,
jeg er din,
men
jeg er ikke passageren, ej heller tiggeren,
jeg er din herre,
den, du gik og ventede på,
og nu træder jeg ind
i dit liv
for aldrig mere at gå ud,
elskede, elskede, elskede,
for at blive.

Her fornemmer man den lidenskabelige digtning, som er kendetegnende for bogen. Lidenskaben som den altopslugende så det nærmer sig det smertende. Lidenskaben som omklamrende og opløsende af egen identitet. Tosomheden så opslugende, at den elskede anden næsten bliver herren. Tosomhed og lighedsforbindelse som ny, fast identitet.

Kærligheden formaner at åbne alle døre, at dele alt, jeg’et træder ind i hele dit liv, og der er ikke plads til at gemme noget for sig selv:

Men du vil absolut
gemme et hjørne
af skygge, som jeg ikke ønsker.

Nerudas kærlighed er en enten-eller, en alt eller intet, en hengivelse i fuldkommen forstand.

Den elskede anden er jorden, det stabile i tilværelsen men også det grundlæggende for livet, den elskede anden er også foråret, der får den ene til at spire frem. Der er tale om en stærk tosomhed, som kræver hinanden for overlevelse. Digtene er så dybfølte, næsten ekstreme, i hengivelse til forelskelsen og kærligheden:

[…]
Hvis du skiller dit liv fra mig,
vil du dø,
selv om du lever.

Du vil følge døden og mørket,
hvis du går uden mig på jorden.

Selvom jeg fornemmer en adskillelse mod slutningen, der kan læses tungt og smertefuldt, er der ingen sorg, men håb om genforening, som overvinder det smertefulde og den klassiske triste kærlighedsdigtning, der ender med brud og sorg.

Det er længe siden, jeg har læst så inderlige kærlighedsdigte, der har en positiv klang og ikke ender med knuste drømme, selvom enkelte elementer i digtene dog dufter lidt af smerte. Men det er ikke overvejende, og det befrier digtene og gør dem til det, de er: Pablo Nerudas kreative skriblerier med følelse og vægt om et særligt forhold til sin elskede. En kærlighed så stor, at den kræver de store ord uden det bliver kliché. Selvom kærligheden er et velbeskrevet emne, er denne digtsamling et personligt, nært og stærkt udtryk for kærligheden, når den er allermest sårbar, stærk og ekstrem – og følt af en af dem, der kan udtrykke den med ord.

Af Candra Therese Thun

Kaptajnens vers
Lindhardt & Ringhof, 2019

Flere anbefalinger