POESIENS HUS Anbefaler
17. januar 2020

POESIENS HUS ANBEFALER

Hindre 
Morten Chemnitz 

I Morten Chemnitz’ seneste digtsamling, HINDRE, fornemmer jeg omridset af en krop. Øjne, øjenlåg, en mund. Hænder, håndled og håndrygge. Hud. Hoved og baghoved. Arme, skuldre, et bryst og en ryg. Nakke og knogler, kæber. Et ansigt og lungerne. Kroppen skrives frem gennem dele af en krop, hele tiden gjort tydeligt ved benævnelsen af ordet ”led”. Led som i sætningsled, fingerled. Kropsdele som sætningsdele. Hele tiden synes krop og sprog at være vævet sammen. Eller: At tage bo i hinanden. Sproget bor i kroppen. Eller: Kroppen bor i sproget. Det er ikke til at afgøre: 

konsonanterne
deres egne vægge
blege løb ned over huden

Når jeg læser linjer som disse, er der en del af mig, som bliver en smule irriteret over, at jeg ikke umiddelbart kan se dem for mig. Ikke se konsonanternes løb ned over huden. En anden del af mig begejstret netop af den grund. Ikke at kunne se konsonanterne løbe ned over huden, men tænke over og med det billede. Med det digt, som taler sammen med samlingens andre digte. Digte som led eller dele af en krop, som ligger syg i et værelse, hvor ”de udstrakte træflader” får kvalitet af håndflader. Kroppen bor i værelset, men værelset bor også i kroppen: 

vandet ned over knoerne

en mathed 
inde ved leddene
værelsets egne genklange

Værelset findes i kroppen som en genklang, en mathed inde ved leddene. Ligesom kroppen findes i værelset som en genklang. En gentagelse: Den syge, som fra sengen ser dagene forsvinde og komme tilbage, gennem vinduet. Vinduet bærer dagene, daglyset ligger i den dybe karm. Skyggerne løber gennem gardinet, kroppen ligger stille, mens det driver over. Og så er der sygdommen – smerten, som skrives frem som en tyngde mod skulderen, flænger inde i hovedet, en modstand inde fra lungerne: Alle de kropsdele, smerten tager bo i. 

Chemnitz har en evne til at dissekere krop, sprog, værelse og sygdom, som bliver til dele, der indgår i et fælles kredsløb. De korte digte synes besværlige, fordi mit ønske om tydeligt at se kroppen og værelset og sygdommen ikke indfries. Men måske det faktisk er pointen: Digtene er renset for fyld i en sådan grad, at den inderste betydning af smerten faktisk bliver tydelig: 

en klarhed
kan være forgæves

Det er den følelse, jeg efterlades med. Og det gør mig ikke noget. For mellem kroppens og værelsets, sygdommens og sprogets dele opstår der nogle helt særlige billeder, jeg ikke kan lade være med tænke videre over. På den måde tager digtene bo i mig som sit eget særlige sprog. Eller: Som en krop i et værelse badet i daglyset fra et vindue. 

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Hindre
Morten Chemnitz, Gyldendal 2019

POESIENS HUS

Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt