POESIENS HUS ANBEFALER
Hvidt og sort er labyrintisk kryptisk, selvom titlen kunne indikere noget andet. Selvom isen er hvid og floden er sort og til at skelne fra hinanden. Dette er Jørn H. Sværens udgangspunkt: Jeg går en eftermiddagstur opover floden, på den snedækkede is langs vestbredden, mod nabosæteren i nord. Jeget står frem i det hvide, mens Floden er sort. Som døden, hvis man opererer indenfor en traditionel forestilling om modsætningen mellem det hvide og det sorte, livet og døden.
Hos Sværen, som her foreligger i en oversættelse af Andreas Vermehren Holm, synes det hvide og det sorte imidlertid ikke at fungere som et modsætningspar i traditionel forstand. Det lader snarere til at være dikteret af en forskydningens logik, sådan at faste forestillinger om sort og hvid opløses i billeder som et stort, hvidt isøde, som man kunne forsvinde eller drukne i. Som en flod. Der er ikke noget, som står sort på hvidt. Det står snarere hvidt og sort. Svanen, den hvide, træder frem på sommernattehimlen, den sorte, på samme måde som en sætning på et stykke hvidt papir. Sværen omvender blot fortegnet og ophæver da enhver idé om et modsætningsforhold mellem det hvide og det sorte.
Papirets jomfruelige hvidhed, skriver Mallarmé et andet sted, om det blanke ark, og det får mig til at tænke på et billede af Ibsen:
bogens hvide jomfrublad, skriver Sværen. Jeg spørger mig selv, om jeg skal læse disse henvisninger som en prikken til og forstyrrelse af ideen om det hvide som noget jomfrueligt. Som det, der bliver skrevet på, som noget passivt, som kvinde. I modsætning til manden, som noget aktivt, som den, der skriver. Hvilket får mig til at tænke på Karen Blixens Det Ubeskrevne Blad. Men jeg ved det ikke, og det er nok det, jeg godt kan lide ved Sværens skrift. At den ikke kaster svar af sig, men afføder spørgsmål og undren, når billeder forskydes i nye billeder gennem associationer. Således kan et hvidt jomfrublad blive til en sort sørgeside, en sort bogside. Husk, siger de, du skal dø. Døden sætter sig atter igennem ved det sorte, men forstyrres af et fotografi:
En hvid brud, et barn bare, ligger med lukkede øjne i en åben kiste.
Billedet er, som Sværen skriver, frygteligt og smukt, den døde klædt i hvidt. Frygteligt, fordi vi konfronteres med et barn, som er dødt. Et menneske, som skulle have levet meget længere. Smukt, forestiller jeg mig, idet det jo ikke er mig, som ser, men låner fortællerens øjne … men stopper op. Er det smukt? Sværen formår igen at afføde spørgsmål. Kan døden æstetiseres? Kan grusomheder i det hele taget? Der er noget ved beskrivelsen af billedet, som får mig til at ønske, at jeg kunne se det med mine egne øjne. Det uhyggelige ved det døde barn, holdt kunstigt i live af brudedragten. Ideen om overhovedet at gifte døde børn bort. Til en højere magt. Klædt i blonder og slør. Eller kjole og hvidt.
Men der er alligevel noget, som holder mig tilbage. Som når man tøver med at vende siden i en bog, fordi man har en idé om det, der kommer til at udfolde sig. Måske noget grusomt. Så jeg stiller mig til tåls med at låne de øjne, som tilhører fortælleren, der reflekterer:
At dø ung og ugift er en unaturlig død, siden ens opgave i livet, siden ens opgave i livet – at gifte sig og sætte børn i verden ikke er opfyldt … Dødebrylluppet løser knuden … Det gør sort til hvidt for den som tror.
Det er for sætninger som disse, at jeg læser med. Eller disse, som i al deres enkelthed maler et uhyggeligt billede af det dobbelte ritual, brylluppet og begravelsen:
Billederne ligger over på hinanden. Bryllupsdagen er begravelsesdagen. Klargørelsen af bruden er klargørelsen af liget. Brudefølget er ligfølget. Brudesengen er kisten.
Hvidt og sort er en fortættet tekst, som blot folder sig ud over fem sider. Ikke desto mindre formår den at fremkalde flere poetiske billeder, der griber ind i hinanden som en kæde af associationer. Vi ender ved udgangspunktet. Jeget går langs floden, på vej hjem. En datter sidder i sneen og leger. Måske sluttes en cirkel her. Måske danner den spiralformationer.
Af Juliane Emily Tang-Petersen
Jørn H. Sværen
Forlaget Virkelig 2019
Flere anbefalinger
TityrusDuncan Wiese
- og andre stederLaus Strandby Nielsen
Engang var vinduerne voresChristine Rosenlund
Kollektivt hukommelsestabKoleka Putuma
På Jupiter findes fortiden ikkeSøren R. Fauth
Kunstens reglerJens Kæmpe
Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vejGry Stokkendahl Dalgas
HindreMorten Chemnitz
RiftCharlot Roslev
SkyskraberTine Paludan
Jeg er blevet et hylsterLinus Carlsen
Ødelæg, siger hunMarguerite Duras
Kaptajnens versPablo Neruda
De sidste dage-digteSternberg
DocxFranziska Hoppe
Landskabsdigternes klubAnders Søgaard
PonyprivilegietMolly Balsby
Skabningernes lovsangAndreas Vermehren Holm
Flasher min tranebærmund– en generationsantologi af ung poesi i Hvedekorn
Jeg bor i SverigeSonja Åkesson
Hvid og sortJørn H. Sværen
Lille BogdagDe små forlags fest
PiedestalRolf Sparre Johansson
SprækkerMette Garfield
Hun navnløser demUrsula K. Le guin
HavbreveneSiri Ranva Hjelm Jacobsen
PlantageAnnette Brogaard
Verden som vi fandt denKristen Forster
Jeg kan ikke huskePeter Adolphsen
Dagene er dataLone Hørslev
FabelagtighederLars Emil Foder
Digt om døden – En bog om min farSøren R. Fauth
Alt det et suk ikke fortællerBurcu Ebru Habibi
Alt hvad du ejerCaspar Eric
Jeg tænker på et hjemHoda Hadadi
Under gulvet gror der planterMaria Molbech & Sofie Hermansen Eriksdatter
Zar Brücke og de flamske forvandlingerSimon Grotrian
OphavITVIVL
Vildgræs ved flodlejetHiromi Itō
Priktegning over et årJomi Massage
ÅNDDiverse kunstnere og forfattere
Hvad skal vi med al den skønhed?Rasmus Nikolajsen
ForbiPia Juul
Notes for soloistsCia Rinne
PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015Redigeret og med efterord af Omid Shams
Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handlingNoa Kjærsgaard Hansen
PurtEva Maria Lund Nielsen
I relativitetenSusanne Jorn
Det gør som en fabelKenneth Jensen
I dag kan vi ikke lide mit ansigtMaya Peitersen
Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann
MimosaNanna Storr-Hansen
ÆgShekufe Tadayoni Heiberg
Synet af lysPia Tafdrup
Rejsende i hjemveChristian Graugaard
Se dig omkring: blandt herreløse planeterBente Høegh
Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard
1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson
Arles · Japan · KlippedeLene Henningsen
TravelingPeter Laugesen
Månen atlas over sandparken avenueGlenn Christian
BindevævHedvig Skjerdingstad
Den store amerikanske hævn og andre digteHenrik Nordbrandt
ParasitsonetterneMartin Larsen
Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelseFrank Wedekind
FamiliedigteKarl-Emil Heiberg
AntidigteNicanor Parra
EnddaMaël Guesdon
Kast himlen i havetTheresa Salomonsen
Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen
Kviksølv DagdrømTommy Heisz
Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg
Skitse til en monografiMathias Dyhr
SøndagslandSissal Kampmann
Enogfyrre tingCarsten René Nielsen
Broer af sultne ord Jóanes Nielsen
En stamtavlePatrick Modiano
Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup
Et alfabetMy Eliasson
Hvis en andenSigurd Buch Kristensen
WatashiShuntaro Tanikawa
POESIENS HUS
Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536
Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt