Piedestal – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
17. maj 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Piedestal
Rolf Sparre Johansson

Rolf Sparre Johansson har en helt særlig evne til at hakke sig igennem sætninger. Stamme sig igennem digte, som sætter sig i mig som aftryk af noget, nogen har sagt højt. Når jeg læser det indledende digt i samlingen Piedestal, får jeg faktisk fornemmelsen af at sidde overfor et menneske, som kæmper med ordene. Som famler efter den rigtige måde at italesætte døden for eksempel. En mors grav og sidste gang den blev besøgt. Og undrer sig over, hvem det er, der går planter ting, en rose eller en plante, som ligner et lille juletræ. Støder på Ulla oppe i byen. Ulla, som spørger, hvordan det går. Ikke at vide, hvordan man skal svare. Eller hvad der overhovedet ligger i det spørgsmål.

På et tidspunkt fremhæver jeget et af sin mors karaktertræk gennem beretningen om en pige i toget, som langsomt indtager fedtfattig yoghurt. Hun ville ikke have dømt hende, ikke følt foragt overfor den pige. Det kan lyde sådan her:

men altså det er netop
det er det jeg
ville sige at du ikke ville
du ville ikke have følt den foragt
det ved jeg godt
og jeg burde ikke
jeg vil ikke

Og videre:

altså jeg sætter dig jo sikkert op på en piedestal
du var

men

jeg synes bare alligevel
at du var så mild
tålmodig
og

Ordene vil ikke rigtigt ud, men så vil de det alligevel, hvilket er noget af det fine ved Sparre Johanssons skrift. Det hakkende, stammende og alt det der ikke bliver sagt, men som alligevel bliver sagt i det usagte. Som når jeget standser midt i en sætning og forsøger at samle den op. Eller bryder linjerne som for at trække vejret mellem et ’men’ og en ny sætning. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som kender til fornemmelsen af en klump af gråd, som sidder i halsen og blokerer for det, man gerne vil sige, så man må holde pauser for at overveje, hvordan man kommer fra A til B i en sætning. Sparre Johansson formår at indfange meget af det, som nogle gange går tabt på skrift. Hikstene, vejrtrækningen, et menneskes flakkende blik. Dét er virkelig en kvalitet.

Noget andet er teksternes bevægelighed. Piedestal er en samling af digte, notater, mails og en enkelt sms, der flettes sammen til en tekst, der peger på den specifikke begivenhed. De specifikker begivenheder, som er med til at forme os og den måde, vi er i verden. Vi bevæger os fra beretninger fra morens grav til refleksioner over terror. Til foragten for den måde, man kan reagere på, når terror indfinder sig. Kigge på fjernsynet så længe, man kan, for at føle, at vi er blevet angrebet. Der er også selvforagten, som kan indfinde sig i toget, i betragtningen af en pige, som spiser så yoghurt, og sine egne domme. Og så er der foragten for passivitet. I et digt hedder det for eksempel.

det er bare sådan det er:
besiddelser og privilegier
passiverer én og gør én harmløs som en bananskræl

Og videre:

man bliver så passiv af at tage en længerevarende uddannelse og se tv-serier.

Sætningerne er gode i sig selv. Og så er de måske meget sigende for noget af det, der er på færde i Piedestal. Ved at fremskrive både større refleksioner over terror og bandekrig, racisme og skudepisoder, og den måske ellers undselige detalje, som er koens øje, der hænger i en streng fra øjenhulen, eller det at klippe sin datters tånegle i lyset fra mobiltelefonens lygte, understreger Sparre Johansson, at det kan føles som om, det hele hænger sammen. Hyggeracismen og terroren og tåneglene og passiviteten og gravstenen. Måske det faktisk gør det. Måske det kun er i jegets egen noia. For mig at se er det ikke i spørgsmålet om, hvorvidt det hele hænger sammen, at vigtigheden består. Vigtigheden består snarere i at insistere på at skrive om det specifikke for på den måde at påvirke det, der sker. At skrive om et par politibetjentes racistiske kommentarer. Om det selvhad, der følger med at være inviteret til fredagsarrangement på Frederiksborg Gymnasium som ”åndelig inspiration” for underviserne. Om det åndssvage i at sammenligne det at bo i Danmark med det at bo i Syrien. Lidt hakkende, prøvende kan det måske koges ned til et spørgsmål.

Enten er jeg en passiv del af begivenhederne, eller også er jeg en person, der forsøger at påvirke, hvad der sker. Enten anerkender jeg andres eksistens på lige fod med mig selv, eller også benægter jeg den.

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Piedestal, Rolf Sparre Johansson
Kronstork, 2018

Flere anbefalinger