POESIENS HUS ANBEFALER
Rolf Sparre Johansson har en helt særlig evne til at hakke sig igennem sætninger. Stamme sig igennem digte, som sætter sig i mig som aftryk af noget, nogen har sagt højt. Når jeg læser det indledende digt i samlingen Piedestal, får jeg faktisk fornemmelsen af at sidde overfor et menneske, som kæmper med ordene. Som famler efter den rigtige måde at italesætte døden for eksempel. En mors grav og sidste gang den blev besøgt. Og undrer sig over, hvem det er, der går planter ting, en rose eller en plante, som ligner et lille juletræ. Støder på Ulla oppe i byen. Ulla, som spørger, hvordan det går. Ikke at vide, hvordan man skal svare. Eller hvad der overhovedet ligger i det spørgsmål.
På et tidspunkt fremhæver jeget et af sin mors karaktertræk gennem beretningen om en pige i toget, som langsomt indtager fedtfattig yoghurt. Hun ville ikke have dømt hende, ikke følt foragt overfor den pige. Det kan lyde sådan her:
men altså det er netop
det er det jeg
ville sige at du ikke ville
du ville ikke have følt den foragt
det ved jeg godt
og jeg burde ikke
jeg vil ikke
Og videre:
altså jeg sætter dig jo sikkert op på en piedestal
du var
men
jeg synes bare alligevel
at du var så mild
tålmodig
og
Ordene vil ikke rigtigt ud, men så vil de det alligevel, hvilket er noget af det fine ved Sparre Johanssons skrift. Det hakkende, stammende og alt det der ikke bliver sagt, men som alligevel bliver sagt i det usagte. Som når jeget standser midt i en sætning og forsøger at samle den op. Eller bryder linjerne som for at trække vejret mellem et ’men’ og en ny sætning. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som kender til fornemmelsen af en klump af gråd, som sidder i halsen og blokerer for det, man gerne vil sige, så man må holde pauser for at overveje, hvordan man kommer fra A til B i en sætning. Sparre Johansson formår at indfange meget af det, som nogle gange går tabt på skrift. Hikstene, vejrtrækningen, et menneskes flakkende blik. Dét er virkelig en kvalitet.
Noget andet er teksternes bevægelighed. Piedestal er en samling af digte, notater, mails og en enkelt sms, der flettes sammen til en tekst, der peger på den specifikke begivenhed. De specifikker begivenheder, som er med til at forme os og den måde, vi er i verden. Vi bevæger os fra beretninger fra morens grav til refleksioner over terror. Til foragten for den måde, man kan reagere på, når terror indfinder sig. Kigge på fjernsynet så længe, man kan, for at føle, at vi er blevet angrebet. Der er også selvforagten, som kan indfinde sig i toget, i betragtningen af en pige, som spiser så yoghurt, og sine egne domme. Og så er der foragten for passivitet. I et digt hedder det for eksempel.
det er bare sådan det er:
besiddelser og privilegier
passiverer én og gør én harmløs som en bananskræl
Og videre:
man bliver så passiv af at tage en længerevarende uddannelse og se tv-serier.
Sætningerne er gode i sig selv. Og så er de måske meget sigende for noget af det, der er på færde i Piedestal. Ved at fremskrive både større refleksioner over terror og bandekrig, racisme og skudepisoder, og den måske ellers undselige detalje, som er koens øje, der hænger i en streng fra øjenhulen, eller det at klippe sin datters tånegle i lyset fra mobiltelefonens lygte, understreger Sparre Johansson, at det kan føles som om, det hele hænger sammen. Hyggeracismen og terroren og tåneglene og passiviteten og gravstenen. Måske det faktisk gør det. Måske det kun er i jegets egen noia. For mig at se er det ikke i spørgsmålet om, hvorvidt det hele hænger sammen, at vigtigheden består. Vigtigheden består snarere i at insistere på at skrive om det specifikke for på den måde at påvirke det, der sker. At skrive om et par politibetjentes racistiske kommentarer. Om det selvhad, der følger med at være inviteret til fredagsarrangement på Frederiksborg Gymnasium som ”åndelig inspiration” for underviserne. Om det åndssvage i at sammenligne det at bo i Danmark med det at bo i Syrien. Lidt hakkende, prøvende kan det måske koges ned til et spørgsmål.
Enten er jeg en passiv del af begivenhederne, eller også er jeg en person, der forsøger at påvirke, hvad der sker. Enten anerkender jeg andres eksistens på lige fod med mig selv, eller også benægter jeg den.
Af Juliane Emily Tang-Petersen
Piedestal, Rolf Sparre Johansson
Kronstork, 2018
Flere anbefalinger
TityrusDuncan Wiese
- og andre stederLaus Strandby Nielsen
Engang var vinduerne voresChristine Rosenlund
Kollektivt hukommelsestabKoleka Putuma
På Jupiter findes fortiden ikkeSøren R. Fauth
Kunstens reglerJens Kæmpe
Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vejGry Stokkendahl Dalgas
HindreMorten Chemnitz
RiftCharlot Roslev
SkyskraberTine Paludan
Jeg er blevet et hylsterLinus Carlsen
Ødelæg, siger hunMarguerite Duras
Kaptajnens versPablo Neruda
De sidste dage-digteSternberg
DocxFranziska Hoppe
Landskabsdigternes klubAnders Søgaard
PonyprivilegietMolly Balsby
Skabningernes lovsangAndreas Vermehren Holm
Flasher min tranebærmund– en generationsantologi af ung poesi i Hvedekorn
Jeg bor i SverigeSonja Åkesson
Hvid og sortJørn H. Sværen
Lille BogdagDe små forlags fest
PiedestalRolf Sparre Johansson
SprækkerMette Garfield
Hun navnløser demUrsula K. Le guin
HavbreveneSiri Ranva Hjelm Jacobsen
PlantageAnnette Brogaard
Verden som vi fandt denKristen Forster
Jeg kan ikke huskePeter Adolphsen
Dagene er dataLone Hørslev
FabelagtighederLars Emil Foder
Digt om døden – En bog om min farSøren R. Fauth
Alt det et suk ikke fortællerBurcu Ebru Habibi
Alt hvad du ejerCaspar Eric
Jeg tænker på et hjemHoda Hadadi
Under gulvet gror der planterMaria Molbech & Sofie Hermansen Eriksdatter
Zar Brücke og de flamske forvandlingerSimon Grotrian
OphavITVIVL
Vildgræs ved flodlejetHiromi Itō
Priktegning over et årJomi Massage
ÅNDDiverse kunstnere og forfattere
Hvad skal vi med al den skønhed?Rasmus Nikolajsen
ForbiPia Juul
Notes for soloistsCia Rinne
PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015Redigeret og med efterord af Omid Shams
Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handlingNoa Kjærsgaard Hansen
PurtEva Maria Lund Nielsen
I relativitetenSusanne Jorn
Det gør som en fabelKenneth Jensen
I dag kan vi ikke lide mit ansigtMaya Peitersen
Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann
MimosaNanna Storr-Hansen
ÆgShekufe Tadayoni Heiberg
Synet af lysPia Tafdrup
Rejsende i hjemveChristian Graugaard
Se dig omkring: blandt herreløse planeterBente Høegh
Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard
1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson
Arles · Japan · KlippedeLene Henningsen
TravelingPeter Laugesen
Månen atlas over sandparken avenueGlenn Christian
BindevævHedvig Skjerdingstad
Den store amerikanske hævn og andre digteHenrik Nordbrandt
ParasitsonetterneMartin Larsen
Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelseFrank Wedekind
FamiliedigteKarl-Emil Heiberg
AntidigteNicanor Parra
EnddaMaël Guesdon
Kast himlen i havetTheresa Salomonsen
Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen
Kviksølv DagdrømTommy Heisz
Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg
Skitse til en monografiMathias Dyhr
SøndagslandSissal Kampmann
Enogfyrre tingCarsten René Nielsen
Broer af sultne ord Jóanes Nielsen
En stamtavlePatrick Modiano
Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup
Et alfabetMy Eliasson
Hvis en andenSigurd Buch Kristensen
WatashiShuntaro Tanikawa
POESIENS HUS
Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536
Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt