Hvad skal vi med al den skønhed?

POESIENS HUS Anbefaler
17. oktober 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Hvad skal vi med al den skønhed?
Rasmus Nikolajsen

Omslaget på Rasmus Nikolajsens ’hvad skal vi med al den skønhed’ minder mest af alt om en solopgang over stille vand - en sådan solopgang, der gør det svært at tyde grænsen mellem himmel og hav, og som i sin renhed samler mennesker om noget, der bare er. På samme måde som en solopgang forbinder natur og mennesker i al sin skønhed, forbinder dette langdigt sine læsere med alle de følelser og tanker, der udspringer fra hinanden undervejs.

Metaforer pryder siderne på en sådan måde der gør, at alting ses i nye former, og det mørke og sorgmodige bliver til tider gjort kønnere som når
affald blomstrer i rabatten
- samtidig med at det ellers umiddelbart lette kan føles tungt og mørkt som når
skyerne er døde tanker

Det er et efterårslangdigt, og netop efteråret sætter rammen for læsningen, hvor læseren drages ind i hele følelsen af at være efterår, at være sig selv i efterår eller at være en anden i efterår - det at være menneske i overgang i bredeste forstand, at fundere over hvad man forlader, og hvad man søger mod, sæsonskift, aldersskift, overgangen mellem søvn og vågen tilstand, tilstedeværelse og ensomhed i krop og sjæl, det at være et menneske der forandrer sig i en forandrende verden.

...og der er
ikke andet at gøre end
i det små at forfine sit
væsen og sine ytringer
og en krage har gjort sit og
sidder med et brunt æbleskrog
i næbbet og beundrer
den elegance hvormed et blad
stiller sig til rådighed for
det kommende ukendte...

Dette afsnit er også et godt eksempel på et af de gennemgående temaer - nemlig følelsen af at være en del af noget men så alligevel stå og kigge på fra siden. At betragte et fællesskab og ønske sig del i det - som menneskene under presenningen i parken, eller som fuglene der trækker i flok mod syd – men føle sig udenfor det, og i stedet, som bladet der falder fra træet ned mod de andre nedfaldne blade, måske søge mod et andet slags fællesskab.

men ak, det smukke er ikke
sandt og vi sidder på gulvet
og øver os i at have
blade i stedet for hænder

Langdigtet handler ikke blot om at beskrive naturen og verden rundt om, men også om følelsers overgang og melankoliens opståen i jeg’ets indre, hvor der bliver håndteret følelser og minder om en far, en ven der har begået selvmord, et kærlighedsforhold. Man oplever til tider en vis ambivalens i metaforerne, en følelse af uhåndgribelighed over alt det der skulle være så smukt og håndgribeligt, men som også virker så umuligt.

Jeg havde, da jeg lukkede bogen, en følelse af at have været fuldkommen inddraget i en verden jeg kender, men oplevet på en ny måde, som hvis man tager et par solbriller på med farvet glas, og alting pludselig har ændret sig uden at ændre sig, og jeg havde det som om jeg havde gået en efterårstur i en park samtidigt med, at jeg også havde gået en tur i et indre. Som om, at jeg nu er blevet en del af et fællesskab, måske med jeg’et, måske med forfatteren selv, måske med bogens andre læsere, måske med bladene på vildvinen, eller måske med noget andet og helt ubevidst.

Det er det Rasmus Nikolajsen har forbundet, på samme måde som solopgangen forbinder mennesker alle steder med himlen og havet og hinanden, og man føler sig pludselig samlet, om ikke andet så i hvert fald om Nikolajsens meget fine måde at skabe stemninger på.

...og jeg siger:
ej, et godt himmel-møder-hav-
maleri og du svarer at
måske skaber metaforen verden

Af Sofie Holbek Jensen

Hvad skal vi med al den skønhed, Rasmus Nikolajsen
Rosinante, 2018

Flere anbefalinger