Skyskraber – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
15. december 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Skyskraber
Tine Paludan

Tine Paludan debuterede i slutningen af 2018 med digtsamlingen skyskraber på Forlaget Fuglekøjen. Digtene falder i tre dele: Pige. Fugl. Fluks. I første del præsenteres vi for et jeg, som tegner skitser af de kvinder, hun aldrig blev. De ligger i stakke på spisebordet, de er kladder til en personlighedens retorik. Med titler som ”mor”, ”mormor” og ”farmor” synes digtene selv at være skitserne til de kvinder, jeget aldrig blev. I digtet ”familie” står der, at ”i min familie blæser vi væk på havet”, og det er lidt sådan, jeg læser jeget. Som en skrøbelig papirbåd på et uroligt hav. En lille pige, der spejler sig i sit ophav. Eller som det hedder i åbningsdigtet:

                      jeg
en evig arbejdstitel
en uløselig ligning

Jeget er på én gang pige og kvinde. En uløselig ligning, en evig arbejdstitel. Indimellem virker selv billeddannelserne i digtene som uløselige ligninger, jeg ikke helt kan få til at gå op. Men det gør mig egentlig ikke så meget, når der er så mange andre steder, hvor de sproglige billeder står skarpt. Sådan er tilfældet i digtet ”ødegård”, hvor jeget passer på hestene, mens hendes mor er i Grækenland:

                      jeg findes meget nøjagtigt og meget let
som et nåleprik i morgendisen
starter en storm på den anden side af jorden
og får det aldrig at vide

Jeg læser nåleprikket i morgendisen som et billede på lethed, selvfølgelighed og skrøbelighed på én og samme tid. Jeget er, nøjagtigt og let, så selvfølgeligt som en grannål, der falder fra sin gren og lander i dugvådt græs. Men det er også skrøbeligt, for selv den mindste bevægelse, et lydløst prik, sætter gang i noget større – det kunne være en storm på den anden side af jorden. På den måde indskrives jeget på en fin og stilfærdig måde i et større kredsløb. Som et jeg, der på én gang er sit eget jeg – den evige arbejdstitel – og en del af noget større – et ophav, en familie.

I samlingens anden del optræder jeget også som del af et vi – og i relation til et du. Her synes tvivlen at råde. Tvivlen for en morgen at vågne og være fremmede for hinanden, til et arkiv af dødfødt fremtid. Måske der er et forhold, der går i stykker. Der hentydes i et digt, at barnet måske allerede ved det. Paludan formulerer det nøgternt:

                      Der står udløbsdato på alt.

Samlingens tredje del rummer også et du, måske et andet slags, et nyt du – en ny relation. Jeg er ikke sikker, men får lyst til at gætte på det, fordi denne sidste del indledes med et digt med titlen ”fødsel”. Nu har balancepunktet flyttet sig. En brugt evighed kan forsvinde med vinden og fortiden sættes i blød. Sommeren har indfundet sig, de sidder på altanen, jeget og duet, med en ny lethed imellem sig – ”tilliden folder sig ud kys for kys”. Alligevel er det, som om tvivlen – eller er det frygten for at miste – ikke slipper sit tag i jeget. ”jeg giver fremtiden kunstigt åndedræt” står der i et digt. Og i samlingens sidste:

                      Mit galopperende hjerte udover væggene
En blodsprængt prustende evighed

Det er her, jeg efterlades som læser. Mellem tvivlen og frygten på den ene side og en beruset forelskelse, som får hjertet til at galoppere, på den anden. Der er ingen endelig forløsning, men et ”brændende panorama”, en udledning af følelser, hvilket for mig at se er meget befriende. I skyskraber er der plads til pigen, som spejler sig i forskellige kvindeskikkelser, og til fuglen, som flyver fra en rede til en ny. Det prøvende, lidt famlende, flyder sammen med en trods, en insisteren på at lade hjertet bløde ud over væggene … og danner en lille perle af energiudladning!