POESIENS HUS Anbefaler
2. januar 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Knoglemarv lavendel
BMS 

Hvordan kan vi læne os frem i denne krop/ pege på andet end os selv med denne krop/ til mine piger: en lille klokke i sølv/ til mine piger: bær i møre stofnet/ til mine piger: olieplettede kjoler

Med disse ord starter digtsamlingen, med den indbydende titel, Knoglemarv lavendel. Jeg forvirres på den gode måde over dette ’vi’. For det virker som om, at viet der taler, taler ud fra et fælles udsyn eller en fælles krop. BMS er forfatternavnet på bogens forside og er en forkortelse af ’blod, måne og søndag’. Det er navnet på et forfatterkollektiv bestående af de fire forfattere Dorte Limkilde, Fine Gråbøl, Mette Kierstein og Ronja Johansen. Sammen har de skabt værket Knoglemarv lavendel, som er intet mindre end et lille kunstværk at læse og se på. Bogens omslag er smuk i farverne orange og lilla og kan foldes ud til en plakat anvendelig på begge sider. Det er tydeligt, at der er blevet gjort meget ud af bogens design.

Teksterne i bogen taler ud fra skiftevis et vi og et jeg. Viet og jeget henvender sig for eksempel til ”bror” og til ”mine piger”. Der er et insisterende fokus på det kollektive og fælleskabet gennem hele værket, der står for eksempel:

Hvorfor var det så/ ensomt at gå hjem/ med det ansigt/ vi kunne ønske os/ at være flere om et ansigt” og ”det er ensomt at/ tingene bliver hvor de er/ at ingen har rørt dine ting/ at lægge et bundt tulipaner på en stol/ soya på natbordet

og

ingen må give os den tavshed/ der også hedder opgivenhed/ ingen må give os den tavshed/ aldrig vil vi være/ en tavs person/ aldrig vil vi være/ tavse

Den kollektive stemme er fascinerende. Ordene vi kunne ønske os/ at være flere om et ansigt og aldrig vil vi være/ en tavs person giver teksten en helt særlig øm, smuk, melankolsk men også håbefuld stemning. Håbefuld fordi det er betryggende at læse et værk, der ikke udelukkende tager udgangspunkt i et enkelt individ men dyrker fælleskabet så kraftfuldt.

I min læsning hæfter jeg mig også ved de mange genstande, der tales om. Det gør jeg fordi ordene i sig selv er smukke. Det er genstande som stof og olie i en gryde - som et jeg ønsker, at servere for sine gæster - roser, en olieplettet kjole, hår, vinterbær, rønnebær, bær i møre stofnet, bær i det hele taget, knoglemarv, lavendel og gær. Disse genstande gør, for mig at se, oplevelsen af sproget overvældende poetisk. Jeg kan ikke ryste de indre billeder af mig, som netop oliepletter på en kjole eller farven af bær mast ind i et stofnet.

Knoglemarv lavendel messer mig ind i et fælleskab gennem stærke og sårbare ord, gennem råb, hvisken og ritualer. Det er et sted jeg ikke ønsker at forlade.

Værket er flere genlæsninger værd.

Af Amalie Schelde

Knoglemarv lavendel, BMS
Arena, 2018

POESIENS HUS

Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt