POESIENS HUS Anbefaler
29. maj 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Rejsende i hjemve
Christian Graugaard

Natten er uden bund og månen ligeglad. Sneglene opmåler ensomheden, mens mørket kærtegner alt. Mørket ulmer, det sniger sig. Skumringen. Tusmørket. Natten. Rejsende i hjemve, af forfatter og kronikør, Christian Graugaard, folder sig ud som et ”atlas af mørke alléer”, hvor et jeg går og drømmer, savner, længes og mindes, rejser uden medpassager. Digtene fungerer i al deres enkelhed som små rum, hvor følelserne får frit løb, uden at kamme over.

Mine drømmes mål:
Din nakke, dine altmulighænder.
Din mørke middelalder.

Graugaard italesætter store følelser, men undgår klichéerne ved at etablere sit eget sprog. Ved at opfinde ord som altmulighænder. Længslen får et singulært udtryk. Den bliver ikke svulstig. Selv ikke når jeget hjemsøges af kropslige erindringer i et digt på to linjer.

Min hånd på dit bryst.

Opfaldsfrugt.

Der er noget uskyldigt, næsten barnligt fantaserende over hånden på brystet og ordet opfaldsfrugt. Jeg er ikke helt sikker på, hvad opfaldsfrugt egentlig betyder, men det antyder erfaringen af et spændstigt kød, modsat nedfaldsfrugtens stødte, melede. Det grænser til det vulgære, men er netop ikke vulgært. På samme måde er der noget vemodigt ved det, uden at det dog er trist. Som om tiden spoles tilbage, når æblet løfter sig fra græsset og finder den gren, det engang har hængt på. Et æble, som svæver i luften. Det får mig til at trække lidt på smilebåndet, men at kalde det komisk ville være at devaluere Graugaards sproglige opfindsomhed. For mig at se er det den, som får digtene til at lyse i mørket, som bliver ved med at være. Himmelhænder og dødningebær, barnestjerner, tusmørkegræs og tungnemme møl, pyntegrønt og et modhagemørke. Det er det, der får samlingen af digte til at sitre. Og mørket bliver til at være i.

Jeg elsker det lys
der får støv til at danse
i spidsloftets ækleste krog,

det mørke der ulmer
på bunden.

Graugaards digte synes tit at være affødt af enkeltheder. Støv, som danser i en stribe af lys. Der er igen noget barnligt, eller snarere legende, over formuleringen. Jeg kan i hvert fald huske selv at have undret mig over oplyst støvflimmer, da jeg var barn. Men sproglig leg udelukker ikke refleksionen, erkendelsen af det ulmende mørke, tilværelsens skyggeside.

Det ender godt, siger jeg.
[…]
Godt det ender, siger jeg så.

Således fungerer digtene som små lommer af levet liv. Som rejsende i hjemve.

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Rejsende i hjemve, Christian Graugaard
Politisk Revy, 2018

POESIENS HUS

Poesiens Hus, C/O LiteraturHaus
Møllegade 7, 2200 København N

Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra 
Statens Kunstfond
Københavns Kommune
Nordisk Kulturfond