Landskabsdigternes klub

POESIENS HUS Anbefaler
3. oktober 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Landskabsdigternes klub
Anders Søgaard

Vi starter midt i en fiktion med kunstsamleren Frau Spiegel i centrum, der venter en afgørelse i en retssag. Vi befinder os nær Warz den 22. juli 1990, og første side er ikke et digt men et brev til den dommerfuldmægtige Zabokrtsk, som dagen efter vil afsige sin dom. Landskabsdigternes klub er ikke kun titlen på denne bog, men er den poetiske klub som Frau Spiegel danner efter murens fald.

J. Kadlec er afsenderen på brevet, og han forsøger at indsamle informationer om klubben, og har derudover nært bekendtskab med Simnek og Anzka, som vi møder gentagne gange gennem bogen. Denne fortælling sætter rammen om bogen og dens tema – eftertiden efter murens fald med fokus på enkelte fiktive personers efterladte fortællinger, hvad Kadlec selv benævner førstehånds vidnesbyrd.

Det er sjældent, jeg forbinder poesi med faste fiktive karakterer og konkrete stedsbestemmelser. Men denne bog starter ud med et blyantstegnet kort, der giver oversigt over lokaliteten af det hus, der blev brugt af klubben. Læseren følger karakterernes tanker gennem daterede breve, digte, refleksioner og henvendelser til de nævnte personer, og fiktionen spiller en stor rolle, selvom bogen også flere gange hæver sig over det fiktive univers til det generelle:

(…)
Hvad er det, der får os til at sejle rundt om den næste pynt,
trave over skråningerne, fortsætte ufortrødent ud over markerne?
Hvad rører sig i de nystrøgne lærredsbukser?
Hvor er vores hvide numsers plads i historien?

Bogen vender sig som sagt mod flere ting; både den konkrete verden, man præsenteres for i starten med konkret tid og sted, men senere gøres der krumspring mod det mere surrealistiske, drømme præsenteres, erotiske drifter driver jeg’et frem i dets skriverier, og så befinder vi os pludselig i en kælder midt i krigen, og andre gange træder jeg’et ind i nogle af de andre karakterer:

(…)
Det er ikke ond vilje, at Simnek træder ud af mørket,
tvinger mig i knæ og stikker en pistol ned i min hals.
Det er et ritual. Og hans far før det. Og hans far.
Chaufføren ruller plastic ud på jorden bag mig.
(…)

Landskabsdigternes klub er et lille fiktionstwist til poesien, som krydres med fiktive vidnesbyrd og et lille historisk strøg af murens fald og dets kaos. Læseren sendes retur mod en krig, der ellers har fået et slutårstal, men bogen virker ingenlunde uaktuel:

Gentagelsens sagte, formelle ironi får knopperne til at springe frem på frugttræernes grene på nøjagtig samme måde hvert år. (…)

Det er en fin bog med skæv poesi, der vender i mange retninger. Det er længe siden, jeg har læst poesi, der minder om dette, og det fiktive univers i poesien vakte min interesse. Samtidigt indeholder bogen en tilpas mængde absurditet og forvirring, til at læseren fastholdes i en forventning om en form for forløsning af det fiktive plot: hvad sker der med Frau Spiegel?

Af Candra Therese Thun

Landskabsdigternes klub
Anders Søgaard, Gladiator 2019

Flere anbefalinger