I dag kan vi ikke lide mit ansigt

POESIENS HUS Anbefaler
22. august 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

I dag kan vi ikke lide mit ansigt
Maya Peitersen

I dag kan vi ikke lide mit ansigt – er en særegen digt- og kunstbog af Maya Peitersen. For at åbne Maya Peitersens bog og den læseoplevelse, den har givet mig, er det nødvendigt for mig at beskrive det illustrative, fordi det fylder en særlig del for netop denne bog – og det er her, jeg begrænses i min skriveposition. Som man ofte mener, at en bog skal læses for at opleves, vil jeg nærmere sige, at Peitersens bog skal mærkes mellem hænderne – og alt uden bogens fysiske nærvær vil være utilstrækkeligt. En læsning af digtene alene vil være en reducering af det, bogen kan. Og med disse ord vil jeg modgøre det sagte – og gøre forsøget på at give et billede af, hvad især digtene kan og gør.

Illustrationerne i bogen er skabt med blindprægning i bøttepapir og forestiller abstrakte billeder, hvis motiver ikke ligner noget konkret, bortset fra et enkelt, der ligner en fod. På modstående side af hver illustration, er der et lille digt på 2-4 linjer. I de 19 forskellige tekstfragmenter/digte, som bogen består af, er der en gennemgående stil i alle digte, hvad angår tema og nogle gentagede ord. Digtene vedrører alle kroppen eller identiteten som tema.

Konsekvent starter alle digte med I dag kan vi ikke

Denne sætning demonstrerer, uanset dens fortsættelse, en foranderlighed. Det er ikke en konstatering om noget vi’et konsekvent ikke kan, men derimod skildrer sætningen det opløste, fragmenterede, det ustabile. Det er i dag at vi’et ikke kan. Betydende at det i morgen, om to uger, før eller senere vil være muligt. Men ikke i dag. Det skaber noget fint: en følsom fortæller. På en og samme gang bagatelliseres og problematiseres det, som vi’et ikke kan. Vi’et kan ikke i dag, men så kan vi’et nok en anden gang – det går over. Men på den anden side, fremhæver i dagen ustabilitet, som forventes at være generel og dermed ligeså problematisk. Hvis hver dag er et spørgsmål om, hvordan man på den enkelte dag har det med sin krop og sin identitet, så er det et vedvarende problem om ustabilitet, splittelse og opløsning. Et følsomt vi.
Dog er det måske her, at man som læser kan relatere. At det er i opløste, fragmenterede øjeblikke eller som her – dage – hvor man som menneske ikke magter opgaven, som hovedtemaet i disse digte: ikke magter accepten af sig selv. I disse digte er dette udtrykt som en fornægtelse af vi’ets krop eller identitet:

I dag kan vi ikke lide mit ansigt
vi føler mig opsvulmet og grim
med små forgrædte øjne

Dette digt leder mig videre til det næste store, Peitersen skaber med små ord:
Spillet mellem et vi og et mit/mig. Det bærer tankerne hen imod en Gollom-lignende karakter, hvis personlighed er opløst i et spaltet vi. Det skaber en skizofren-agtig måde at reflektere over sig selv på, som om der er flere personer i samme krop. Det er måske denne fornemmelse om et vi, som sker, når man som individ vurderer sig selv, sin krop og sin identitet, hvor man både ser sig selv indefra såvel som udefra. Men dette brug af et vikan også forstås som flere fysiske personer, som må være enige om jeg’ets vurdering af sig selv.

At digtene ikke kun berører den fysiske krop som tema, men også omhandler identiteten ses ved digtet:

I dag kan vi ikke lide min person
vi prøver at finde en anden jeg kan være

Dette digt illustrerer den postmoderne identitetsskabelse med præcision, hvor selvbevidstheden skaber en tvivl om egen identitet, samtidigt med at individets mange forskellige muligheder for udfoldelse kan skabe en idé om, at individet selv kan skabe sin identitet. Her næsten udtrykt som om vi’et kan påklæde sig en identitet som et andet nyt stykke påklædning.
Peitersens bog er en oplevelse, der skal sanses og opleves. Som læser sympatiserer man hurtigt med den følsomme fortæller og den forladthed, splittelse og ustabilitet, som vi’et beskriver. Den oplevelse underbygges af de fine, abstrakte illustrationer som hører til hvert lille digt om et vi, der i sin krop og identitet på denne dag ikke magter opgaven at være sig selv.

I dag kan vi ikke føle os tilpas i mit nærvær
og ønsker os et andet sted hen