Alt det et suk ikke fortæller

POESIENS HUS Anbefaler
16. januar 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Alt det et suk ikke fortæller
Burcu Ebru Habibi

Et sårbart menneske står til skue, og det sårede menneske ligger ned. Mennesket bærer tunge åg, hører meningsløsheden hviske og grubler til tider over, hvornår livet er levedygtigt. Hvad stiller man op med sine kampe, sine traumer, sin sorg, glæde, sin ensomhed?

Hvor går mennesker hen, når de har historier at fortælle?

Dette er Burcu Ebru Habibis sidste vers i digt nummer 29. Denne sætning registrerer og beskriver årsagen til digtsamlingens eksistens: en historie har behov for at blive fortalt.
Digtsamlingen Alt det et suk ikke fortæller er en eksistentiel rejse. Først indad herefter en forsigtig søgen ud mod omverden, tilliden, livet. En rejse om at rejse sig fra den svigtede barndom, at blive hel igen og finde de ståsteder i livet, der gør livet muligt at leve, og slutteligt refleksioner om livets værdi med døden som accepteret vilkår. Som Habibi konkluderer i digtsamlingens sidste vers: Jeg lærte hvordan man er i live.

Digtene er inddelt i de fire afsnit: Om overgreb, Om faste greb, Om sjælelige indgreb, Om at miste grebet.

Grebet som billede beskriver digtsamlingen godt: Habibi beskriver en del forskelligt i sine digte, men gennemgående læses, hvordan hun har hægtet sig fast i livet med et solidt greb, der gør hende stærk og livsduelig. Der er en energi i digtsamlingen, som gør, at man ikke kun ser livets underside men også dens overside, der higer mod sollyset, nysgerrigheden og livslysten.

Jeg kan så godt lide ved disse digte, at jeg fornemmer forfatteren så meget. Uden omsvøb blotter fortælleren sig selv, sit traume og sine følelser:

Du voldtog alle mænd i mit liv
Så jeg end ikke kunne nærme mig
Ham hvis sæd havde dannet mig

Det er hårdt stof og indimellem næsten for barsk at bære. Ord kan meget i forvejen men mellem Habibis hænder, flyder ordene over og opløser grænsen mellem digteren og dig, der læser. Du kan godt mærke det, som Habibi vil have dig til at mærke. Du, som læser bliver sat i en position, hvor du tvinges til at forholde dig og til at mærke det en lille smule: det svigtede barn udsat for overgreb, den usikre unge, hvis tillid har lidt et knæk, den reflekterede voksne der søger mening i livet og sidst i døden:

At slippe sin personlige historie
Er at gøre sjælen usårlig
men vi skal alle såres
Og vi skal alle udvælges til kamp
Min skæbne
Er at tale om pædofili
Med samme lethed
Som jeg siger mit navn

Bogen har givet mig en ganske særlig læseoplevelse. Der er så meget svigt, vrede, krænkelse og frygt. Jeg har følt meget undervejs, og Habibi giver læseren lov til at kravle med ned under huden på hende:

Hvordan formår jeg at skabe et liv,
jeg ikke har lyst til at flygte fra?

Digtene havde næsten ikke været til at bære, hvis ikke digtsamlingen også var opbygget med afsnit af en mere forløsende art. Der sker en slags fredsslutning med livet, en accept der smitter læseren. Habibi rejser sig igen og bærer livet på eftertænksom, velreflekteret manér. Der søges i sjælen, i omverden og i kærligheden efter det gode i livet. Det gør det hele sanseligt og sårbart men også stærkt og livsbekræftende:

I stedet for at gribe om en andens hånd
Må du gribe om dit eget hjerte først
Dernæst din elskedes

For at toppe læsningen, er bogen fuld af behagelige, farverige tegninger som både rummer det glade, lette og det, der næsten er ubærligt. Men Habibi bærer sit liv for sig selv, og det er derfor dette værk er en rørende fornøjelse: en fortælling finder sin forløsning ved at blive fortalt. Et åbent sår blottes. Sårbar, stærk læseoplevelse.

Af Candra Thun

Alt det et suk ikke fortæller, Burcu Ebru Habibi
Det poetiske bureaus forlag, 2018

Flere anbefalinger