POESIENS HUS ANBEFALER
AF SOFIE DAMSGAARD
Ifølge omslagsteksten på den himmelblå digtsamling Watashi anses dens forfatter, Shuntaro Tanikawa, for at være Japans største nulevende digter, og han er oversat til en hel række sprog. Nu udkommer Tanikawas digtsamling fra 2007 på dansk i Susanne Jorns oversættelse i anledning af, at de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark har været etableret i 150 år. Spørgsmålet, tror jeg, er: Hvordan skal vi som dansk publikum tilgå en digtsamling, der umiddelbart indskriver sig i en anderledes poetisk tradition end en dansk/skandinavisk tradition (hvis man kan tale om en sådan)? Slet og ret: Hvordan læser man bedst den danske oversættelse af Watashi?
Før jeg prøver at svare på det, lige en kort beskrivelse af værket: Foruden en række mere eller mindre filosofiske udsagn og spredte, lidt mærkværdige excesser, blandt andet at flere ord pludseligt og tilsyneladende uden grund er skrevet med versaler, består Tankikawas relativt korte digte af hverdagsbeskrivelser. Det er zen-agtigt og ret straight og sætningerne kunne fx lyde sådan her:
”Gulligt sollys skinner gennem persiennelameller” eller ”en sort kat ligger på sofaen i en cirkel”. I et andet digt beskrives en hverdagsmorgen på følgende ret enkle måde ”Strækker mig først i sengen / Rejser mig op med et sæt / Tisser / Får fat i avisen”.
Det er dejligt at læse digte, der står ved udsagn som de her, og som ikke har ambitioner om, at de her hverdagsscener skal henvise til noget bestemt, eller bære en særlig betydning i sig. Og det siger jeg, fordi en del af Watashi netop har et eksistentielt og sprogfilosofisk ærinde, som jeg ikke mener, digtsamlingen helt lykkes med at adressere. Allerede på første side oplyser en fodnote om, at digtsamlingens titel Watashi betyder jeg på japansk. Og når der på samme første side står, at det her “jeg” har ”konstante problemer med ord” og ”[ærlig talt foretrækker] ordløshed” aner læseren konturerne af et metarefleksivt lag i digtene, hvor det sprogfilosofiske hovedproblem er, at vi har et jeg, som også er et ”jeg” i sproget, men at disse to ikke nødvendigvis stemmer overens.
Jeg er overbevist om at digte om sprogskepsis og digte, hvori et jeg ransager sig selv og spekulerer over sine muligheder for at udtrykke sig, kunne have været interessant at læse, men jeg synes, at Tanikawa i Watashi burde have holdt sig til det knapt så højtravende, og så holde ambitionsniveauet, når det gælder de helt nære beskrivelser af lys og skygge, de små dagbogslignende notater om dagens gang og gøremål. Man kan kun gisne om i hvor høj grad, mit standpunkt er farvet af det, man måske kunne kalde min danske læsebias, men Watashi læses bedst, synes jeg, når man fokuserer på de passager, hvor den ikke prøver at forstå og metakommentere alting. Digtsamlingen siger det nemlig så fint selv: ”Ting med uforståelig mening findes / – Jeg føler mig tiltrukket af den slags ting”.
Watashi, Shuntaro Tanikawa, Forlaget Hovedland 2017
Oversat af Susanne Jorn, 70 sider
Flere anbefalinger
TityrusDuncan Wiese
- og andre stederLaus Strandby Nielsen
Engang var vinduerne voresChristine Rosenlund
Kollektivt hukommelsestabKoleka Putuma
På Jupiter findes fortiden ikkeSøren R. Fauth
Kunstens reglerJens Kæmpe
Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vejGry Stokkendahl Dalgas
HindreMorten Chemnitz
RiftCharlot Roslev
SkyskraberTine Paludan
Jeg er blevet et hylsterLinus Carlsen
Ødelæg, siger hunMarguerite Duras
Kaptajnens versPablo Neruda
De sidste dage-digteSternberg
DocxFranziska Hoppe
Landskabsdigternes klubAnders Søgaard
PonyprivilegietMolly Balsby
Skabningernes lovsangAndreas Vermehren Holm
Flasher min tranebærmund– en generationsantologi af ung poesi i Hvedekorn
Jeg bor i SverigeSonja Åkesson
Hvid og sortJørn H. Sværen
Lille BogdagDe små forlags fest
PiedestalRolf Sparre Johansson
SprækkerMette Garfield
Hun navnløser demUrsula K. Le guin
HavbreveneSiri Ranva Hjelm Jacobsen
PlantageAnnette Brogaard
Verden som vi fandt denKristen Forster
Jeg kan ikke huskePeter Adolphsen
Dagene er dataLone Hørslev
FabelagtighederLars Emil Foder
Digt om døden – En bog om min farSøren R. Fauth
Alt det et suk ikke fortællerBurcu Ebru Habibi
Alt hvad du ejerCaspar Eric
Jeg tænker på et hjemHoda Hadadi
Under gulvet gror der planterMaria Molbech & Sofie Hermansen Eriksdatter
Zar Brücke og de flamske forvandlingerSimon Grotrian
OphavITVIVL
Vildgræs ved flodlejetHiromi Itō
Priktegning over et årJomi Massage
ÅNDDiverse kunstnere og forfattere
Hvad skal vi med al den skønhed?Rasmus Nikolajsen
ForbiPia Juul
Notes for soloistsCia Rinne
PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015Redigeret og med efterord af Omid Shams
Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handlingNoa Kjærsgaard Hansen
PurtEva Maria Lund Nielsen
I relativitetenSusanne Jorn
Det gør som en fabelKenneth Jensen
I dag kan vi ikke lide mit ansigtMaya Peitersen
Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann
MimosaNanna Storr-Hansen
ÆgShekufe Tadayoni Heiberg
Synet af lysPia Tafdrup
Rejsende i hjemveChristian Graugaard
Se dig omkring: blandt herreløse planeterBente Høegh
Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard
1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson
Arles · Japan · KlippedeLene Henningsen
TravelingPeter Laugesen
Månen atlas over sandparken avenueGlenn Christian
BindevævHedvig Skjerdingstad
Den store amerikanske hævn og andre digteHenrik Nordbrandt
ParasitsonetterneMartin Larsen
Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelseFrank Wedekind
FamiliedigteKarl-Emil Heiberg
AntidigteNicanor Parra
EnddaMaël Guesdon
Kast himlen i havetTheresa Salomonsen
Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen
Kviksølv DagdrømTommy Heisz
Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg
Skitse til en monografiMathias Dyhr
SøndagslandSissal Kampmann
Enogfyrre tingCarsten René Nielsen
Broer af sultne ord Jóanes Nielsen
En stamtavlePatrick Modiano
Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup
Et alfabetMy Eliasson
Hvis en andenSigurd Buch Kristensen
WatashiShuntaro Tanikawa
POESIENS HUS
Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536
Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt