POESIENS HUS Anbefaler
20. december 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Rift 
Charlot Roslev 

Det starter altid med en mor. Der er altid en mor, skriver Charlot Roslev i et af digtene i sin seneste digtsamling Rift, som ganske sigende indledes med en mor. En mor, der kan konstatere, at ingen af de andre mødre i børnehaven vil lege. Måske fordi hun ikke er københavner, ikke drikker cocktails. Måske fordi hun har for lange arme og skriver digte om udflåd. Måske fordi hun er evnesvag. De tørre konstateringer lyder lidt som en sur teenager, der vender det hvide ud af øjnene og bider fra sig med dumsmarte bemærkninger: 

de voksne spørger mig om jeg aldrig skal have mig 
et rigtigt arbejde
hvad med
folkeskolelærer
hvad med 
pikslikker
hvad med at dø

Roslev formår i et enkelt digt at fremskrive et jeg, som opfører sig lidt som et barn, lidt som en teenager, lidt som en voksen. Som den, de andre ikke vil lege med: Som den mor, de andre ikke vil lege med. Det vrængende, lidt flabede slår mig nu som facade, når det kommer til stykket, er de hårde udsagn blottet for hårdhed. Der er noget nøgent og ærligt, noget sårbart, over dem, som vidner om, at der er mere på spil end blot stikpiller fra et pubertært voksenbarn. Der er ingen kære mor, så hvad med at dø? 

Depression. Angst. Tilbagefald. Titlerne på digtene taler deres eget, tydelige sprog, som når jeget spørger sin læge, om hun er unormal i hovedet. Eller når hun spørger efter en ny recept. Når hun begynder at drikke på mandage. Når hun banker hovedet ind i væggen på et toilet i BonBon-Land. Digtene insisterer på at være hårde, men virker mest af alt sårbare, fordi de er henvendt på en måde, der er så ligefrem, at det næsten kan føles ubehageligt at læse dem. Med det mener jeg ikke, at digtene er dårlige, tværtimod. De gør indtryk på mig, fordi de renset for udenomssnak. Fordi Roslev tør tale med versaler. Være slem, som det hedder i et af digtene: 

HAR DU ALDRIG NOGENSINDE HAFT LYST TIL
AT KNEPPE EN MAND I RØVEN

Og fordi hun har en evne til at formulere virkelig smukke sætninger, som, i kontrast til ovenstående, trækker tempoet ud af teksten på en rar måde: 

man glemmer så let
men væggene
væggene husker

Men også fordi der mellem sammenbrud på et køkkengulv og angstanfald i maj måned, er en vilje til at se skønheden i barnets søvn, dets utænkelige ansigt, dets lille fine krop. De steder, hvor Roslev formår at stoppe op og dvæle ved et nu:   

alt hvad jeg har er dette nu: 
barnets bare ryg mod mit bryst 
hun trækker vejret så rytmisk roligt
din hånd på min skulder
en sagte hvisken: 
jeg elsker dig
fordi
ingenting

Det glemmer jeg ikke så let! 

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Rift
Charlot Roslev, Emeritus 2019

POESIENS HUS

Poesiens Hus c/o Dansk Forfatterforening
Strandgade 6, 1401 København K.
Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra
Københavns Kommune
Statens Kunstfond
Nordisk Kulturkontakt