Docx – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
24. oktober 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Docx
Franziska Hoppe

Jeg tager ørepropper i ørerne og laver det hele til en lille narration. Det hjælper at gøre mig selv til en figur, det giver mig afstand.

Docx er en lille fortælling på 100 sider, med en hovedperson som beskriver sig som forfatteren. Drivkraften i bogen er relationen til X, den person, Franziska forelsker sig i og har et forhold med i et halvt års tid, men forelskelsen gengældes ikke. I stedet for at opgive X begynder hun at skrive om ham og om hende, og hun bruger ham i skriveprojektet og i skriveprocessen – hendes følelser til ham bliver drivkraft:

Teksten bliver en ramme, jeg lever igennem. Alt bliver betydningsfuldt, fordi alt bliver fyldt med betydning. Når teksten udleves, opstår et kunstværk, der udfordrer sin egen kunstighed. Og jeg ved, at eksperimentet har en afslutning, at min tid som romanfigur vil stoppe.

Identiteten mellem hovedperson og forfatter er et centralt redskab i fortællingen. At Franziska bruger sig selv i den grad og personliggør hele fortællingen, skaber en forfatter der blotlægger sin sårbarhed og ærlighed på en uvant facon. Samtidigt er den konstante metakommunikation til læseren, referencerne til selve skrivesituationen og udformningen af bogen et opbrud med den fiktion, der forsøges skabt. Upålideligheden er der, selvom man som læser føler sig så inkluderet i skriveprocessen, trods man ved, at bogens skriveproces er afsluttet, når man læser den. Har kærlighedsaffæren med X fundet sted, bliver han virkelig bogens korrekturlæser, befinder hovedpersonen sig i Berlin?

På den måde sker det ambivalente, at inddragelsen i bogens udformning forsøger at skabe en ærlighed, men som skaber en ligeså stor mistillid. Denne relation mellem sandt og falsk påpeger Franziska selv:

Og ligesom fotografiet af en vase ikke er vasen, er tekstens ”Franziska” og jeg heller ikke ens. Relationen mellem os ligger fast. Det er mig, der skriver, og hende, der bliver skrevet.

Jeg får også lyst til helt at fjerne mig fra at ville vide sandheden, i stedet for vil jeg hellere fokusere på den forbindelse der opstår mellem læser og hovedperson (og måske forfatter), for vi føler med denne kvinde, der opsøger kunsten og litteraturen i sin kærlighedssorg. Uanset hvor hun vender sig hen, kan hun bruge X i en undersøgelse af sin relation til et menneske, der aldrig elskede hende tilbage – og en undersøgelse af alt muligt andet.

På de små 100 sider bliver man som læser alligevel ret fascineret af den charmerende, undersøgende og nysgerrige karakter, der hænger sig fast i en relation og udnytter det, eller som hun selv siger, en relation der fylder så meget i hendes hoved, at alt binder sig til ham:

Og hvis forelskelsen fik alt til at forbinde sig til X, kunne jeg i det mindste bruge ham som noget, jeg tænkte med. Kunne jeg i det mindste bruge ham til at generere tekst.

Mens læseren drømmer sig med på den kulturelle tilværelse i Berlins gader med hovedpersonen, udfoldes en bred referenceramme via kunstmuseer og litteratur, som gør fortællingen vedkommende og spændende. Missionen lykkes; Franziska får foldet alle sanseindtryk ind på ét og samme X. Det er ikke en kærlighedsfortælling om en udmattet selvmedlidende karakter, tværtimod er bogen spækket med livskraft og gåpåmod i næsten barnlig nysgerrighed og ihærdighed. For et ihærdigt projekt må det siges at være, og det er svært at undgå at smile lidt af karakterens patetiske projekt, når hun i sin opgivelse over sin kærlighed, alligevel vælger at møde X for at fremvise manuskripterne til den bog hun er i gang med, med X som hovedperson. Måske flere kvinder burde have samme mod som Franziska i Docx.

Siderne tager ikke bare udgangspunkt i vores relation, de er den. De er skrevet i nutid, men handlingen er forskudt fra vores nu. […] Som et manuskript forholder vi os til tekstens to figurer, og som muse begynder X at performe.

Det er ikke kun X der i løbet af bogen performer, Franziska performer i mindst samme grad – både forfatter og karakter. Hun blander alt det gode og gør alt det farlige med opbrud i fiktionen, metakommentarer, intertekstualitet og kunstværker og Frankenstein og teaterscenen. Bogen er en performance, det er poesi, litteratur og en blanding herimellem og lidt af det hele. Og det bliver ikke for meget og slet ikke kedeligt. Jeg vil nyde at læse den igen!

Af Candra Therese Thun

Docx
Franziska Hoppe, Korridor 2019

Flere anbefalinger