Sprækker – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
10. maj 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Sprækker
Mette Garfield

[…] tidligt på morgenen kigger du i en skuffe og venter på, at det går over, for du vil hellere være under. Under. ’For det går over,’ siger man. Det går under. Det går over, åbner sig på andre måder, uforudsete, et delta.

Tekstpassagen ovenfor, hvor et ’du’ befinder sig i en sørgmodig tilstand, stammer fra Mette Garfields punktroman og debut Sprækker . En bog der desuden har et flot omslag; så flot at den klart bør stå med front udad i enhver bogreol.

Sprækker er en lyrisk og fragmentarisk roman, som tager læseren med ind i et skønt virvar af tankestrømme og små handlingsforløb, der tilsammen udgør en fortælling om en mor og datters liv. Det er en fortælling om alt fra sorg, savn, sex og kærlighed. Og en fortælling om hverdagen, når den er alt fra almindelig, lykkeligst og mest uudholdelig.

Datterens tanker kredser ofte om diverse kærlighedsforhold, og derudfra opstår mange fine passager. For eksempel denne:

Så du forsøger at skrive ham en hilsen. Et brev, en sms. Men du går i stå, falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden, klipper huller, skriver lister, sletter: / kvælertag /Tordenvejr / Hans streg, tegninger, en skitse / tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed

Sproget i citatet emmer af angst; angst for at miste. Tankerne går fra at ville skrive til ’ham’, til ikke at kunne, til at forsøge, til så at mislykkes, til at føle sig kvalt over situationen, til at situationen er som et larmende tordenvejr og pludselig at tvinge sig imod at inkarnere tålmodighed. Uddraget er vellykket autentisk og ikke poleret i sit udtryk. De sårbare og usikre tanker fremskriver Mette Garfield smukt.

Jeg kan særligt godt lide, hvordan ordene kvælertag og tordenvejr står lidt for sig selv og på en ubesværet måde skaber fornemmelsen af indre kaos hos duet. Det er et enkelt og dog stærkt greb. Den måde hvorpå ordene står for sig selv er endvidere et genkommende træk i værket - ord står for sig selv, som en art manifestation af titlen (jf. Ordet ’sprækker’). De enkeltstående ord får altså en gennemslagskraft.

Andre steder i værket optræder mere positivt ladede ord, der også står for sig selv.

For eksempel optræder ordet ’lys’ flere gange. Hvad lyset helt præcist er, kan man kun gætte sig til. Dét er en af de mange bittesmå sprækker, som læseren får kastet foran sig i læsningen af værket.

Duets mor har, som datteren, sine egne tekstpassager. Som oftest er moderen (der omtales som ’hendes mor’) indhyllet i sorg, idet hun har mistet sin mand. Der står for eksempel dette:

”Hendes mor sidder på hug på gravstedet. Hun skræver hen over graven. Man kan se hendes underbukser af bomuld under skørtet. En klar væske løber fra hendes næse. Hun tørrer den væk med bagsiden af hånden”.

Begge hovedkarakterer kæmper altså med savn, sorg og kærlighed.

I Sprækker får læseren ikke et kronologisk og overskueligt indblik i bogens karakterers liv. I stedet åbner tekstmaterien op for små situationer, som mosaisk og flimrende bliver til et helstøbt værk. Livet portrætteres i form af en slags bevidsthedsstrøm, som er svimlende på fineste vis at læse. Sprækker er højst anbefalingsværdigt læsestof.

Af Amalie Schelde

Sprækker, Mette Garfield
Arkiv for Detaljer, 2019

Flere anbefalinger