Hun navnløser dem – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
3. maj 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Hun navnløser dem
Ursula K. Le Guin

Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guins ultrakorte og smukke tekst She unnames them fra 1985 er for nylig oversat til dansk af Karsten Sand Iversen og udgivet af forlaget Virkelig.

Indholdet omsluttes af et enkelt og diskret omslag i en sart, rosa farve og den danske titel, Hun navnløser dem. Netop det, som navne og benævnelser gør ved os, er et centralt tema i bogen.

Fortællingen tager sit afsæt i Edens Have, hvor Adam ifølge Bibelens Første Mosebog skulle navngive ”alle markens dyr og himmelens fugle”. I Hun navnløser dem arbejder Eva (som dog aldrig nævnes ved navn) imidlertid på at afvise det asymmetriske magtforhold, der knytter sig til navngivningen, ved at give Adam alle navnene tilbage. Bogen rummer således en kritik af det magtaspekt, der er en del af det at kunne benævne og navngive andre; fx Adams navngivning af kvinden og af dyrene.

Dyrene i fortællingen tillægges menneskelige egenskaber og kan både tænke og diskutere. Hvor nogle af dem – fx sælerne og havodderne –”yndefuldt og beredvilligt [giver] deres samtykke” til at levere deres navne tilbage, er andre mere tøvende. Til sidst ender dog både ”hårdnakkede katte” såvel som ”sprogligt begavede individer” (som fx hundene) med at se fordelen i at skille sig af med deres navne.

Først i omtrent midten af fortællingen, når der ikke længere er flere tilbage at ”navnløse”, dukker et ”jeg” op i følgende passage:

Nu var der ingen tilbage at navnløse, og alligevel følte jeg at de var mig utrolig nær når jeg så en af dem svømme eller flyve eller kravle på tværs af mig eller hen over min hud, eller forfølge mig om natten, eller gå ved siden af mig en tid i dagens løb.

og videre:

Det var som om de var nærmere end da deres navne stod mellem mig og dem som en gennemsigtig hindring: så nær at min frygt for dem og deres frygt for mig blev én og samme frygt.

De nu navnløse drages af hinanden og af ”ønsket om at lugte hinandens lugte”, mærke hinandens skæl, hud, fjer eller pels og ”smage hinandens blod eller kød”. Dragningen bliver ét med frygten, for jægeren bliver ikke længere ”til at skelne fra den jagede”.

I det navnløse træder lighederne frem, idet navnene – de ”gennemsigtige hindringer” – forsvinder.

Alle klassifikationer og hierarkier er borte og ingenting kan længere tages for givet. Også ”jegets” eget navn bliver givet tilbage til Adam, for selvom det har været nyttigt, har det ”ikke rigtig passet”.

Hun navnløser dem reflekterer således over, hvordan mennesket definerer sig selv i forhold til andre og tilsvarende hvordan andre defineres i forhold til mennesket. Den reflekterer over det mulighedsrum, der ligger i det unavngivne.

Som kontrast til benævnelsen og dét at tage ting for givet, skaber sproget i Hun navnløser dem et sanseligt univers, der træder levende frem for læseren:

Insekterne skilte sig af med deres navne i vældige skyer og sværme af efemeriske stavelser der surrede og stak og summede og svirrede og kravlede og borede sig bort. Hvad havets fisk angik, spredtes deres navne lydløst fra dem gennem oceanerne som svage, mørke tåger af blæksprutteblæk og drev sporløst bort med havstrømmene.

Ursula K. Le Guin har skrevet en række særegne bøger, der rummer store perspektiver, originale samfundsanalyser og filosofiske fortællinger. Hun navnløser dem er endnu en smuk og original bog i rækken, der nu foreligger på dansk. Den kan helt afgjort anbefales.

Af Sophie Amalie Drejet Kofoed

Hun navnløser dem, Ursula K. Le Guin
Virkelig, 2019

Flere anbefalinger