Zar Brücke og de flamske forvandlinger

POESIENS HUS Anbefaler
28. november 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Zar Brücke og de flamske forvandlinger
Simon Grotrian

Simon Grotrians digtsamling Zar Brücke og de flamske forvandlinger udkom på Gyldendal i august 2018. Grotrians digtsamling smider med sit sprudlende sprog en udfordring på bordet foran mig. Hvordan forholder jeg mig til Grotrians skrivestil? Hvornår i læseprocessen har man forstået Grotrian? Kan man forstå Grotrian? Forstår jeg Grotrian?

Jeg har læst og læst og genlæst og nærlæst. Jeg har vurderet, kigget på ord jeg ikke forstod, jeg har forstået og måske misforstået dem og sidder stadig tilbage med en undren. Hvad er det her?

Det er sproglig leg. Sprogligt vokseværk der bliver til sproglig vækst. Grotrian skaber nye ord, bedre ord og ord for ord, vi allerede kender. Mangler vi dem?

Grotrians titel i sig selv: Zar Brücke og de flamske forvandlinger siger meget om det, du får i læsningen. Koblinger af ord, flotte ord, mange ord og ord, der i deres sætninger egentligt ikke umiddelbart sætter sig fast. De er der bare. Insisterer på forståelse og på genlæsning for forståelse.

Jeg mener; cirkelski i tøvejr, riddersalsblære og et selvværd slået til pindebrænde, fuglelæber, kosten af sjæle.

Hos Grotrian er der altid mere, hvor det kommer fra! Som i sætninger som

jætternes armbøjninger, sytten tons dæk
fortabelsens gedeost på savannen.

Og her snyder jeg, for jeg tager ordene og sætningerne ud af deres kontekst og mikser dem og fordriver dem fra deres hjemmebane - for at vise Grotrians farverige vokabular. Grotrian skaber med sit sprog ikke kun nye ord men også en verden, hvor der er mere, end det vi har at forholde os til. Han tager verden og giver den en inderside, han henvender sig til et dig og beskriver, hvordan fyrværkerier af nedgroede negle oversprøjtede din alder. Lad ordene farve - resten er op til dig.

Jeg vil dvæle ved et digt, der som alle de andre først forekom forvirrende, men læsning efter læsning sneg det sig ind under huden på mig:

BREV TIL TROJA

Du har længtes mod et æg med udsigt
alligevel knækker altanen
og tidsregningen bimler i trykkogeren
sild står måbende i spejlet
du gir mig vand og tørster som et fyrværkeri
dine rododendronøjne strammer på anstalter
hvor fornuften råder hen af linealerne

så vent dagene i møde, de ankommer med havet
der har båret os hertil på en fjollet hest
sejren kan alle tage fra dig, men du har en beretning
lad den emme fra sarkofagens tretrinsraket
ud i andre sfærer, hvor lightere stritter
de bekræfter, at hjemme er ild, der gør skyggerne tunge
og forsegler os med neglelak til det intet, der gav os.

Det citerede digt tager plads, men kræver den også. Læs det igen og igen, og du vil stadig være i tvivl om, hvad det gør, men det vigtigste er, at det gør. Der er liv i digtet, der er håb. Der er en erkendelse om, at drømmen om udsigten i det beskyttede hjem, ægget, kan knække som altanen. Det modstiller livet som en tidsregning, der bimler, imod det smukke i de dage, der ankommer til dig fra havet. At sejren kan tages fra dig, men fortællingen er din. Det er fine, flotte ord på den virkelighed, der løftes op og bliver mere.

Digtet demonstrerer min læseoplevelse gennem hele værket: fra forvirring og skepsis til forståelse og fantasi. Det er digte, der flyder imellem det, du kender, til det uhåndgribelige og uforståelige. Grotrian spinder sine ord på en rokke og lader dig hjælpe med at væve. Med sprogets farver formfuldendes det kendte, bliver til mere. Du ved ikke rigtigt, hvad du former, men form har det. Form får det.

Tematisk spinder Grotrian hjulet om livet, jorden (og dens inderside), himlen og det derover. På det vante og genkendelige lægger Grotrian en sproglig overbygning, og det er denne overbygning på det vante, som gennemsyrer værket. Lige fra de sproglige finesser der lægger sig på hverdagssproget og giver liv, som til det beskrevne, hvorover der lægges et varmt tæppe af livsglæde – så ja, måske mangler vi netop Grotrians ord til at give tilværelsen lidt mere værdi, et ekstra lag. Som Grotrian selv skriver i et af digtene:
(…) og beskedent folder vi himlen ud
af røret som en valgplakat.

Jeg forsøger at gribe Grotrians digte med armene strakt mod alle de metaforiske ord, som smides i luften til mig. Jeg forsøger at lande det, sortere det og arkivere det, men må indse min underlegenhed, og nøjes med at anbefale det. Hvad jeg fik, da jeg læste, er ikke sikkert, du får. Selvom digtsamlingen er læst fra sin ende til den anden, bliver jeg ikke færdig med digtene. Jeg kan altid vende tilbage og finde og få mere. For hver gang kun mere spændende!

Af Candra Thun

Zar Brücke og de flamske forvandlinger, Simon Grotrian
Gyldendal, 2018

Flere anbefalinger