Mimosa – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
8. august 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Mimosa
Nanna Storr-Hansen

Nanna Storr-Hansen indsvøber Mimosa i en særlig stemme. En økologisk stemme, hvis ekko bliver siddende i mig, da jeg har læst samlingens sidste digt. Som en shampoo eller balsam kan den være ”natural & flirty”. Den kan være ”tutorial” og ”talkthrough”, ”get ready with me”, ”the laws of attraction”, på en gang uskyldig og udfordrende, næsten vanedannende. Noget, man kan smøre sig ind i. Den bliver en hinde om digtene, som vil italesætte en ekstatisk forelskelse, grænsende til det sindssyge, indbildningen, en graviditet.

jeg har gjort noget sindssygt
jeg har ladet ham gøre mig
gravid
jeg har ført sæden ind i mig
dybt
det er min hemmelighed
han kom så dybt i mig
og meget
at til trods for biologien
må der findes et barn
et sted i mig

Det er denne imaginære graviditet, som udgør motoren i digtene og indbyder os til at forstå, hvor vildt besættende en forelskelse kan være. Hvor helt og aldeles lammende effekten af den kan være. Kroppen, som bliver blød. Indvolde, som svulmer op. Storr-Hansen vender tilbage til det fugtige, til safterne, til sindssygen, digtene er hele tiden på grænsen til nedsmeltning, men smelter netop ikke, fordi sproget holder sammen på dem, gør dem bæredygtige. Så insisterende som et febertræ, der gentager sig selv.

febertræet kan vokse i mig
febertræet kan vokse i mig

Forelskelsen vokser i jeget. Vokser som et træ eller en feber. Et febertræ, som skyder knopper. Skyder følelser, sæd, slim, sukker, væsker, lilla saft. Det digtende jeg er blødt og porøst, kan hele tiden gå i stykker. Savnet er så sindssygt, når de elskende er adskilte. Når jeget er alene. Når det dræver rundt og hælder kattelort i toilettet, smører boller med smør og ost, syltetøj. Fylder kroppen med mad og alkohol. Som for at fylde kroppen ud med noget. Bare et eller andet. Erstatninger for den anden, den elskede. Eller barnet. Til kroppen revner. Det er den erfaring, som flyder mellem linjerne. Erfaringen af at være fyldt op, at være ved at sprække. Af forelskelse. Erfaringen af at ville den anden, måske for meget. At ville den anden mest. Overleveret så nænsomt, i gentagelser og ærlighed.

han sagde i går:
hvis du bliver mere forelsket
så sprækker du
i dag kan jeg kun se det som en hån
i dag kan jeg kun se det som havet der
trækker sig og senere vender tilbage
med fuld kraft
som om forelskelsen var min udelukkende
som om han kunne stå i sin høje krop og se
mig dér med den
besat og en ulv
besat og et barn

Gentagelserne rummer en besværgende skrøbelighed. De er insisterende, men tvivlende. Det er det, den økologiske stemme kan. Være skråsikkert sårbar i sin kælen for ordene, for sproget, for ærligheden. Flabet og forelsket. Der er noget pubertært ved den, sitrende, pirrende. Den tilhører flydekroppen. En krop i forandring. En krop, som får bryster. En krop, som menstruerer. Som kan bære et barn. Den økologiske stemme vil give kroppen et sprog. Erfaringen af kroppen, af forelskelsen. Ekstasen i overgangene, sprækkerne og hulrummene.

stemmen er kroppens teenager
hele tiden på vej ud
den flirt

Mimosa er flirtende, og den er sig selv bevidst om sin flirten. Som jeget om sine bryster, ”atombrystværket”. Den effekt, de har, når de spænder. Når hun tror, de vil vokse sig større. Når det hele er ved at kamme over, men blot aldrig kammer over. De kan være vrængende, hensynsløse, sarte og omsorgsfulde, væskende, dryppende. De giver kroppen et sprog. De giver sproget en krop. Som kunne man smøre sig ind i dem.

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Mimosa, Nanna Storr-Hansen
Gyldendal, 2018

Flere anbefalinger