Verden som vi fandt den

POESIENS HUS Anbefaler
13. marts 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Verden som vi fandt den
Kristen Forster

Jeg ryster håret . jeg er splitternøgen
min hud er fugtig af forstervand
der er et lys i loftet

Det nyfødte barns første observation af et lys i loftet beskrives umiddelbart og glansløst. Punktummet sættes en tand for sent i første sætning, som det må være at møde verden som nyfødt: et forsøg på at følge med sansernes udforskning af noget så stort. Verden som vi fandt den er titlen på Kristen Forsters digtsamling. Her forholder forfatteren sig til sin omverden med en nysgerrighed som et nyfødt barn og indimellem ved hjælp af referencer til politik, kunst, musik og religion. Hele tiden i en undersøgelse af livet og dets indhold, verden og dens tilstand. Det er en roterende søgen efter både spørgsmål til og svar på tilværelsen, det er digte om at forholde sig nysgerrigt, og det er digte om søgen på forståelse på flere forskellige måder:

Gå til Søren Ulrik Thomsen
gå til kirkefædrene
gå til berliner S-togsdriften
for at se hvordan man vender
tilbage til en aldrig eksisterende barndom
(…)

Bogens visuelle udtryk matcher meget Kristens skrivemåde. Der er vekslen mellem skriftstørrelse, der er forskellige uklare tegninger og digtene fremstår i forskellig stil, ustrukturerede, fragmenterede og uden overskrifter.

Der kommer solen brasende
gennem ruden strøende
forårsstøv omkring sig som
brovtne molekyler i en regnbue
Dér kommer lyset altså, stolt som
en dronning der har taget
folkets drøm og gjort den
til sin inderste vilje
Men hvor er digtet henne?
Magten og lyset vender altid
hjem som katte og rotter -
men hvad gør ordet?

Verden er ikke idyl og spejler ikke sin egen skønhed. Som det ligger i titlen Verden som vi fandt den, er verden tilfældig og spontan. Verden er brovtne molekyler. Det er et særtræk, og det skaber en verden, der anskues mere nysgerrigt end poetisk. Det er der noget frigørende over, og det er også dette, der gør undersøgelsen lidt barnlig. Ikke fordi der er mangel på seriøsitet, men fordi der skrues ned for idyllen og skønheden. Verden er som det blotte øje ser det og herefter nedfælder. Ikke en nøgtern anskuelse, ikke uden varme, men verden som den er, endnu før menneskets subjektive opfattelse fylder.

Det spontane og umiddelbare skaber også en sproglig lethed. Det gør ikke nødvendigvis digtene simple, men kan tværtimod skabe lange, knudrede sætninger, men det skaber en letfordøjelighed – ikke fordi indhold mangles, men fordi indhold serveres bart:

Dvs. jeg græder
mens du holder mit ansigt
mellem dine hænder -
men kroppen derude -
har den altid været min?

Bogens uformelige undersøgelsesfokus: verden og eksistensen, modsætter sig sprogets lethed og legen hermed, som når Kristen forholder sig til det at blive menneske, at finde sin identitet som At finde sin stemme og håbe på at man genkender den. Eller som når Kristen beskriver sin splittelse mellem ’sandt’ eller ’falsk’ som Sandheden er en død grævling fuld af mider.

Det er denne umiddelbare observation af de store spørgsmål til verden, der gør digtsamlingen interessant og som gør, at man får svært ved at afslutte bogen. Fragmenter skaber forvirring - men er selve forståelsen af verden ikke netop forvirrende? Som man forestiller sig et barn, der tumler ud i en ukendt verden: så er verdens lys måske netop en spontan betragtning, som minder meget om sætningen: Der kommer solen brasende.

Af Candra Therese Thun

Verden som vi fandt den, Kristen Forster
Det poetiske bureaus forlag, 2018

Flere anbefalinger