Watashi – Poesiens Hus

POESIENS HUS Anbefaler
29. september 2017

POESIENS HUS ANBEFALER

Watashi
Shuntaro Tanikawa

AF SOFIE DAMSGAARD

Ifølge omslagsteksten på den himmelblå digtsamling Watashi anses dens forfatter, Shuntaro Tanikawa, for at være Japans største nulevende digter, og han er oversat til en hel række sprog. Nu udkommer Tanikawas digtsamling fra 2007 på dansk i Susanne Jorns oversættelse i anledning af, at de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark har været etableret i 150 år. Spørgsmålet, tror jeg, er: Hvordan skal vi som dansk publikum tilgå en digtsamling, der umiddelbart indskriver sig i en anderledes poetisk tradition end en dansk/skandinavisk tradition (hvis man kan tale om en sådan)? Slet og ret: Hvordan læser man bedst den danske oversættelse af Watashi?

Før jeg prøver at svare på det, lige en kort beskrivelse af værket: Foruden en række mere eller mindre filosofiske udsagn og spredte, lidt mærkværdige excesser, blandt andet at flere ord pludseligt og tilsyneladende uden grund er skrevet med versaler, består Tankikawas relativt korte digte af hverdagsbeskrivelser. Det er zen-agtigt og ret straight og sætningerne kunne fx lyde sådan her:

”Gulligt sollys skinner gennem persiennelameller” eller ”en sort kat ligger på sofaen i en cirkel”. I et andet digt beskrives en hverdagsmorgen på følgende ret enkle måde ”Strækker mig først i sengen / Rejser mig op med et sæt / Tisser / Får fat i avisen”.

Det er dejligt at læse digte, der står ved udsagn som de her, og som ikke har ambitioner om, at de her hverdagsscener skal henvise til noget bestemt, eller bære en særlig betydning i sig. Og det siger jeg, fordi en del af Watashi netop har et eksistentielt og sprogfilosofisk ærinde, som jeg ikke mener, digtsamlingen helt lykkes med at adressere. Allerede på første side oplyser en fodnote om, at digtsamlingens titel Watashi betyder jeg på japansk. Og når der på samme første side står, at det her “jeg” har ”konstante problemer med ord” og ”[ærlig talt foretrækker] ordløshed” aner læseren konturerne af et metarefleksivt lag i digtene, hvor det sprogfilosofiske hovedproblem er, at vi har et jeg, som også er et ”jeg” i sproget, men at disse to ikke nødvendigvis stemmer overens.

Jeg er overbevist om at digte om sprogskepsis og digte, hvori et jeg ransager sig selv og spekulerer over sine muligheder for at udtrykke sig, kunne have været interessant at læse, men jeg synes, at Tanikawa i Watashi burde have holdt sig til det knapt så højtravende, og så holde ambitionsniveauet, når det gælder de helt nære beskrivelser af lys og skygge, de små dagbogslignende notater om dagens gang og gøremål. Man kan kun gisne om i hvor høj grad, mit standpunkt er farvet af det, man måske kunne kalde min danske læsebias, men Watashi læses bedst, synes jeg, når man fokuserer på de passager, hvor den ikke prøver at forstå og metakommentere alting. Digtsamlingen siger det nemlig så fint selv: ”Ting med uforståelig mening findes / – Jeg føler mig tiltrukket af den slags ting”.

Watashi, Shuntaro Tanikawa, Forlaget Hovedland 2017
Oversat af Susanne Jorn, 70 sider

Flere anbefalinger