Lyriske anbefalinger

Anbefalinger af ny dansk og oversat lyrik.

Lyriske anbefalingerr

Læs vores anbefalinger herunder – de nyeste først.

POESIENS HUS ANBEFALER

Poesiens Dronninger
Moderskab i Kenyas slum og Zambias fængsler

Poesiens dronninger forside

AF KAREN SIERCKE, JACOB ESKILDSEN

Poesiens dronninger – Moderskab i Kenyas slum og Zambias fængsler

Lederen af Poesiens Hus Karen Siercke var i februar 2022 en uge i Afrika, for at møde unge mødre i alderen 10-19 år, der alle har deres helt egen historie at fortælle. I samarbejde med organisationerne 100% for børnene og Ubumi Prisons Initiative slyngede Poesiens Hus digterredskaberne på ryggen og tog til Kenya for at skabe plads til unge mødre, der skriver livshistorier fra hjertet med babyer under armen. Nu er de poetiske vidnesbyrd samlet i en fælles antologi, der forener barske oplevelser med ukuelig kærlighed. Bogen er både smuk og vigtig, og ikke mindst et fortællerum, der forvandlede unge kenyanske mødres individuelle skam til kollektiv handlekraft.

Antologien byder på tragiske fortællinger, hvor blandt andet temaet om ikke at eksistere rammer en universel nerve, som for eksempel Vivian Nyaboke skriver i nedenstående udpluk af hendes digt Mit kongelige barn:

Jeg blev gravid, alt støtte forsvandt / som dug for solen / Jeg skulle tilbage til skole / det blev et mareridt / Alle drømmene / alle smukke ambitioner / alle visioner blev forvandlet / til en røg der forsvinder / i himlen / jeg kunne ikke nå den / ikke røre den / hele min families tillid / var tabt

Jeg fødte / og blev usynlig

Fortvivlende og gribende, men det er dog ikke alt sammen udsigtsløst. Tværtimod møder vi også håb og ukuelig hengivenhed i antologien, og Nyabokes stemme er blot én blandt mange i denne gribende og indsigtsfulde samling af poesi, som er et forsøg på at nuancere synet på kvinderne, så de bliver hørt, inddraget og anerkendt på lige fod med andre medborgere både i deres familier og lokalsamfund - og vigtigst af alt, at de selv ser og anerkender deres egen styrke.

Poesiens Dronninger - Moderskab i Kenyas slum og Zambias fængsler
Ordskælv, 2022

POESIENS HUS ANBEFALER

Alting, Fjaltring
Franz Emborg Jannsen

Alting, Fjaltring

Af Jacob Eskildsen

Ømhed og vemod

Alting, Fjaltring er en liden samling af digte fra debutanten Franz Emborg Jannsen, der med en nøgtern observationsevne formår at skildre et aldrende individs udgang fra livet, med dennes neuroser og gammelmenneskesymptomer. Jeg beskriver Alting, Fjaltring som en samling, men i realiteten fremstår værket som beskuende og indsigtsfulde brudstykker, med en sammenhængende fortælling, hvor en voksen søn forholder sig til faderens enetilværelse i en lille by ved den yderste vestjyske kyst.

I brudstykkerne, som er præget af en introspektiv verdensanskuelse, der simultant vender blikket mod den jord digterjeget betræder og himmellegemets kosmos, opstår der momenter af hengivenhed og forundring for faderen. Digtene fremstår i et ordinært sprog, og spejler digterjegets udtrykkelige frustration over egne mangelfulde sproglige evner, til at forfatte sine tanker præcist "Måske er sproget for fattigt / Måske er jeg for doven / Måske findes det bare ikke". Stroferne opsummerer den fornemmelse, man læser i digterjegets kredsen om faderens eksistens, en fornemmelse af ikke helt at kunne nærme sig essensen af forholdet mellem sønnen og faderen gennem ord. Men som Jannsen demonstrerer, formår digtene at løfte sproget fra at være rent og skært funktionelt, til at have en poetisk effekt, idet han skriver "Kæreste / far / hvordan er det med din tyngde, kan den / bære at stå alene på en linje, bære / en sætning alene, et helt digt?"

Det korte svar er et entydigt ja.

Digtene beskrives af forlaget Kronstork, der står bag udgivelsen af Alting, Fjaltring, til at være "fulde af humor, Vesterhavets stilhed og stemningsbilleder fra dagligdagen", hvilket er en beskeden udmelding, da digtene, i vanlig poetisk stil, er så meget mere potente end de umiddelbart giver udtryk for. Personligt blev jeg ramt af en emotionel mavepuster i Franz Emborg Jannsens anbefalelsesværdige balancegang mellem en fåmælt ømhed og besyngelse af en aldrende faderfigur.

Alting, Fjaltring, Franz Emborg Jannsen
Forlaget Kronstork, 2022

POESIENS HUS ANBEFALER

Jeg drikker blækket
Nordens Allerbedste Pensumløse Poesi

 

Ordskælv_NordensAllerbedstePensumløsePoesi_cover

AF STINUS SCHØTTRUP KIRKESKOV

Nordens Allerbedste Pensumløse Poesi: ’Jeg drikker blækket’

I Danmark, Sverige og Island har redaktioner af unge poesi-entusiaster læst alle de digtsamlinger, der er udkommet det seneste år og valgt de digte ud, de bedst kan lide til den første (og fremover årlige) antologi med Nordens Allerbedste Pensumløse Poesi. Den danske redaktion har base i Poesiens Hus.

Den allerførste antologi med Nordens Allerbedste Pensumløse Poesi har i år fået den danske titel ’Jeg drikker blækket’. Bogen udkom i Danmark på verdens poesidag den 21. marts 2022 på det tværnordiske nonprofitforlag Ordskælv (DK) / Ordskalv (SE) / Ordskjelv (NO) / Orðskjálfti (IS) og præsenterer 56 digte både på originalsprog og på engelsk. Mette Moestrup har skrevet forordet. Læs mere om projektet og køb bogen her.

Al overskud ved salg gør til at dyrke og styrke den litterære muldjord.

Nordens Allerbedste Pensumløse Poesi: Jeg drikker blækket
Ordskælv, 2021

POESIENS HUS ANBEFALER

Hvalens humpelbrøl
Peter Nør

IMG_0531

AF STINUS SCHØTTRUP KIRKESKOV

MISFATTEDE POESI 

Forfatteren F.P. Jac har et vidunderligt begreb for det uforståelige og det uholdbare i dennes mest fysiske forstand, nemlig ordet ”misfat”. Dette ord dækker overordentlig godt Peter Nørs digtsamling (eller hvad vi nu skal kalde rejsen i Nonsensia) Hvalens humpelbrøl – en rejse i Nonsensia, hvis verdens- og ordforståelse er helt misfattede. Her skal man lede længe og forgæves efter ”klassisk” poesi a la Strunge, Ewald, Tafdrup, Brorson osv. Dette er i stedet en skøn legeplads for ord og forståelse, hvor intet rigtig giver mening i det imaginære land Nonsensia, hvor vi får fortalt om fugle-, fisk- og plantearter, om historiske begivenheder i landet og om lokale madopskrifter. Alt sammen det rene nonsens, der dog har sin tydelige ordcharme, som gør at læseren må forholde sig til det meningsløse med et smil på læben. Dyk eksempelvis ned i digte som ”Råplettet flapper” (s. 24), ”Opskrift på Rilstand” (s. 38) og ”Gulnålet lampeål” (s. 70) og lad dig fortabe i ordgøgl. En anden sektion af digte, som er knapt så misfattede, er de mere forståelige ”Præstø” (s. 18-19), ”Stjerner i tvivl” (s. 28-29) og ”Hotelgæst” (s. 39-41). De bibringer med noget ordstabilitet i Nonsensias eruptive sprogleg, der derudover for de fleste digtes vedkommende medfølger ligeså absurde og skønne Storm P.-agtige tegninger til.

Der skal derfor helt bestemt følge en anbefaling herfra til at læse Nørs digtsamling, hvis du ligesom jeg elsker at fortabe dig i ord.

Hvalens humpelbrøl, Peter Nør,
Emeritvs, 2020

POESIENS HUS ANBEFALER

Valseværk
Tóroddur Poulsen

IMG_0520

AF STINUS SCHØTTRUP KIRKESKOV

AT VALSE SIT SIND TIL SØS


Valseværk, som er den færøske forfatter Tóroddur Poulsens første bog på dansk, er som titlen etymologisk antyder vitterligt både en ordknuser og et dansabelt stykke poesi. Med Poulsens stærke drejekraft i ordene løser han det sværeste problem en forfatter har; nemlig at være original. Derudover placerer Poulsen digtets subjekt på et tumultarisk skibstogt, hvilket ydermere bibringer stemning både til bølgegangen i digtenes søsygehed, men også til den klassiske skønhed og grimhed havet altid har fået merit for i metaforikken.
 
Et digt om at føle sig som en uønsket citronkerne i hr. og fru. gourmets mund, eller om dartspillere der savner skydeskiver der smager af noget repræsenterer Valseværks udsyrede forstandsknusende sekvenser, mens et digt om ulykkelig kærlighed på s. 65 er et overflødighedshorn af dansabel poesi, ikke rytmisk i metrisk forstand, men rytmisk i sine billeder, i sine favntag med havets metaforik og de sejlende følelser i hjertets bølgeskvulp. Døden kommer også på besøg ude i kahytten på havet, hvor ”når alle / er faldet / i søvn / ringer et / hemmeligt / nummer / og en /stønnende / stemme / aflyser / døden” (s. 67), mens humoren er grotesk tilstede på s. 26, hvor en mågelort igangsætter en åbenbaring hos subjektet.
 
Det er derfor uden tvivl en digtsamling der vil meget, og hvis den var et skib, ville den hele tiden skvulpe fra side til side. Men den lykkedes med stort set alt på sin egen underfundige måde, og det er mere end blot anbefalelsesværdigt, det er smågenialt.

Valseværk, Tóroddur Poulsen,
politisk revy, 2020

POESIENS HUS ANBEFALER

i dag skal vi ikke dø
Louise Juhl Dalsgaard

IMG_0521

AF STINUS SCHØTTRUP KIRKESKOV

OMSORGENS VIRA 

Corona-digte er blevet et helt nyt ord i lyrikkens brede vokabularium, en nyt ord der i sin praksis og udførsel kan være svær at gå til, da den er så faktisk aktuel og hurtig kan blive patetisk. Men det er også et ord lyrikken og mange forfattere har haft brug for i disse surreelle tider, og en af dem er Louise Juhl Dalsgaard der med sine corona-digte i dag skal vi ikke dø præsterer den svære balance mellem det patetiske og trivielle, det alt for nære og det der tager os fjernt væk ud i ordenes egen virkelighed.   
 
Digtsamlingen starter med den fine åbnings salve: ”virkeligheden / som noget / der er faldet ned / mellem to stole: // liv og død”, og netop virkeligheden, livet og døden er de centrale tematikker Louise bearbejder i hendes i dag skal vi ikke dø. Denne bearbejdning eller indsigt i den ulidelige udsigt bliver på prosaisk vis fortalt som nedslag i dagene under corona-nedlukningen. Første digt danner smuk præcedens for Louises føromtalte balancekunst; at skrive noget simpelt følsomt uden det bliver for nært eller for fjernt. Her hænger dagene som hvide skjorter mellem huse af hud og ”byens dovne duer er / indkaldt som nævninge / i en sag uden anklagede”. Lidt længere fremme på s. 17-18 bruges samme balancetaktik; ”der er så mange måder / at håndtere en krise på” starter digtet ud, og her fortælles det, at faren forsøger at lære klaver i en sen alder og har købt sig en pandelampe for at kunne se i mørke, begge stærke billeder på frygten og påmindelsen om forgængelighed corona har bragt med sig. Men Louise vil ikke frygten, omend den enten sniger sig lumsk rundt i hendes digte eller brøler i hendes vers, hun vil omsorgen som våben mod ensomheden, og dermed står titlen til digtsamlingen også som en huskeseddel: vi skal ikke dø i dag, fordi vi har noget at holde af OG noget at holde om.

i dag skal vi ikke dø, Louise Juhl Dalsgaard,
EC Edition, 2020

POESIENS HUS ANBEFALER

Æterfingre reder mit filtrede hår
Bodil Bech

IMG_0528

AF STINUS S. KIRKESKOV

EN BODIL BECH REVIVAL 

Forfatteren Nanna Storr-Hansen har i Æterfingre reder mit filtrede hår lavede et udvalg af Bodil Bechs digte fra debuten Vi der ejer natten (1934) til Bechs sidste udgivelse Ud af himmelporte (1941). Dette udvalg er lavet på baggrund af en dyb kærlighed til Bechs digtning, og en ambiguitet i at tilskære forfatterskabet i et udvalg, men efter endt læsning afÆterfingre reder mit filtrede hår formår Nanna kærligt at genoplyse Bechs alt for oversete poesi-univers. Udvalget er nemlig blevet til en succesfuld tour-de-force i kaos og kosmos, krop og kærlighed og alt det hårde i livet der rammer det bløde hjerte. Bech er en finurlig blanding af Inger Christensen der møder Pia Juul på et værtshus, hvor J.P Jacobsen er bartender. Og som Nanna selv skriver ”Bodil Bech er all about granit og kaos” (s. 88), og det står klart i genoplysningen klare skinbarlighed at digte som ”Fyrretræet” (s. 12), ”Stumme venner” (s. 49), ”Dag” (s. 57) og ”Stjernestøv” (s. 80) aldrig skulle være gået i den glemmebog, som de desværre er endt i.
 
Dette udvalg kan derfor anbefales stort og larmende, både til læseren der aldrig har stiftet bekendtskab med Bechs digte, men også til den læser, der ligesom Nanna, har elsket den excentriske romantiker Bech fra første læste side.

Æterfingre reder mit filtrede hår, Bodil Bech,
Forlaget Arena, 2021

POESIENS HUS ANBEFALER

SAPFO
Mette Moestrup og Mette Christiansen

IMG_0524

AF STINUS S. KIRKESKOV

KÆRLIGHEDSDIGTNINGENS MODER 

”Jeg længes og jeg begærer”. Sådan skriver den romantiske digters moder Sapfo tilbage i 600 f.Kr. Så langt tilbage at det virker surreelt og ubegribeligt at fatte, men netop derfor er denne bog af forfatter Mette Moestrup og filolog Mette Christiansen så uhyre vigtig! De har i fællesskab fået gendigtet, altså sprogligt rekonstrueret efter bedste evne, Sapfos gamle fragmenter af digtning, og det er der blevet en højest anbefalelsesværdig bog ud af, der slynger den antikke digter frem i nutiden og placerer hende som musen over alle muser til den romantiske og erotiske digterkunst.
 
Sapfo var en kvinde fra den græske ø Lesbos (heraf navnet lesbisk) der var en stærkt feterede digter, og som dyrkede guden for det erotiske Eros og gudinden for kærlighed Afrodite i sin Afroditekult. Begge guder optræder også ofte i hendes digtfragmenter, hvor ”Eros fik mit hjerte / til at skælve som når bjergvinden rammer egetræer” (s. 52), mens Afrodite altid er allestedsnærværende som både elsker og forbander ”Ingen dronningebi til mig og ingen honning” (s. 151). Det er dermed en heftig og hed omgang med livet, man får af at læse Sapfo; lidelsen er lige om hjørnet, men det samme er kærlighedens honning der glinser og klæber sig til hjertet. Og det er tydeligt efter endt læsning af gendigtningen af Sapfos fragmenter, at hun er enestående for sin tid, og den alle digtere bevidst eller ubevidst står på skuldrene af, hvis de skriver et kærlighedsdigt. Derfor, og fordi det er smuk poesi, skal og bør man læse denne bog.

SAPFO, Mette Moestrup og Mette Christiansen,
Gyldendal, 2021

POESIENS HUS ANBEFALER

Y/our Poverty
Nadia Josefine el Said

IMG_0515

AF STINUS S. KIRKESKOV

MAGIEN VINDER ALTID OVER SYSTEMET

Nadia Josefine el Said har med sin hybriddigtsamling Y/our Poverty begået et magisk portræt af sin far, et portræt der er overøst med poesi og ikke mindst kærlighed, men også en skarp kritik af det samfund, der aldrig formår at se mennesket, men kun tallet i statistikken. Digtsamlingen starter ud med dokumentariske noter om farens forløb med kommunen (s. 3-9), hvor man allerede her mærker det golde landskab, som kommunen udgør i resten af samlingen. Herefter og i resten af bogen bølger farens liv frem og tilbage mellem kommunalt regi, hospitalet og hjemmet inddelt i kapitlerne: ”Vinter”, ”Forår”, ”Efterår”, ”Ukendt årstid” og ”Liv i egen bolig”, og det står hurtigt klart, hvilken enorm ømhed og åndfuldhed Nadia puster ind i portrættet af hendes far. 

Der er ikke plads her til at gengive denne fantasmagoriske og legesyge billedstrøm hun smyger sin far ind i, men så forskellige popkulturelle referencer som Star Wars, Anders And, Asterix, Batman og Rambo eksisterer side om side med ciabattaboller, gigtsygdom, sagsbehandlere og Aldi-indkøbsposer. Det er alt i alt overvældende smuk poesi, man som læser indhylles i, og når den emotionelle rejse ender med den ulykkelige død af faren, kan man ikke andet end at knibe en tåre og ønske sig, at verden var mere til for mennesker end for algoritmer.

Y/our Poverty, Nadia Josefine el Said,
Gladiator, 2020

POESIENS HUS ANBEFALER

Lys bliver til løv
Liv Ea

IMG_0530

AF STINUS S. KIRKESKOV

NATUREN SOM STORMENDE LYS

Lys bliver til løv af Liv Ea er hendes tredje bog, og er udgjort af udklippede ord fra Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblad Natur & Miljø, og den har dermed naturen som temai boende i sin skabelsesproces. Bogen omfavner både romantisk omsorgsfuldt og kritisk eftertænksomt forbindelsen mellem menneske og natur, og det gør den i et smukt florlet sprog der løfter læseren til trækronerne og giver et sindsrum med udsigt til alle sider. 

I starten af bogen er mennesket i harmoni med naturen ”Blikket er en snor / mellem stammerne / og vi / smelter sammen / i et skovbryn” (s. 23), men cirka halvvejs brydes harmonien ”Næste morgen / er jeg / faret vild” (s. 26), for til slut at ende i et antiantropocentrisk statement ”Vi ligger / i jorden / som kommende / skov” (s. 60), og selve denne rejse fra romantisk vandring til dystopisk infiltrering af naturen i mennesket og vice versa hejser denne digtsamling op til mere end bare poetisk naturskildring; den er et smukt filosofisk og sprogligt bud på menneskets plads i naturen, og vores dybe afhængighed af dens velvære. Dermed står Ea på skuldrene af digtere som Marianne Larsen og Inger Christensen der hver i sær har italesat naturen i samspil med sindet, og hvad vi mennesker kan lære af vores forbindelse til naturen. Den er noget man vokser af, som Ea selv slutter sin digtsamling af med.

Lys bliver til løv, Liv Ea,
Herman og Frudit, 2021

POESIENS HUS

Poesiens Hus, C/O LiteraturHaus
Møllegade 7, 2200 København N

Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra 
Statens Kunstfond
Københavns Kommune
Nordisk Kulturfond