POESIENS HUS Anbefaler
16. april 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Arles · Japan · Klippede
Lene Henningsen

lene

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Arles · Japan · Klippede. Tre geografier spundet ud på en linje, som, det slutter jeg, da jeg på dette tidspunkt endnu ikke har åbnet bogen, danner ramme om Lene Henningsens tekster. Dernæst hæfter jeg mig ved undertitlen. Kunstnerdokumenter. Delvist baseret på virkelige hændelser. Dokumenter. Delvist virkelige. Her er tale om et krydsfelt mellem virkelighed og fiktion. Både titel og undertitel peger mod en spændthed. Mellem geografier og mellem genrer.

Nu vender jeg bogen, læser dens bagsidetekst. I årene 1888-89 befinder Vincent van Gogh sig i Arles, i Sydfrankrig, hvor han er alene og arbejder i et højt tempo, hvor han skaber nogle af sine mest eksplosive værker, som er inspireret af en japansk, utopisk kunst. I 2017 befinder Henningsen sig på Klippede, midt på Sjælland. Her genopliver hun van Goghs breve fra Arles i en samling af fragmenterede tekster, citater og fantasier, udspændt mellem to virkeligheder.

Allerede efter blot at have læst en håndfuld af bogens tekster, fornemmer jeg et mønster. Nogle tekster markeres, i stedet for en titel, med en tynd, sort streg. Disse tekster udspringer direkte fra van Goghs breve. De tekster, der har Klippede som udspring markeres hverken med en titel eller streg, men kan genkendes, på den måde de skyder op fra bunden af siden. To virkeligheder spændt ud mellem to grafiske udtryk. Tre geografier.

Arles · Japan · Klippede konstitueres af en spændthed, både formmæssigt og på indholdssiden. I van Goghs breve, eller i de tekster som udspringer derfra, fornemmer man et splittet jeg.

Jeg har brug for et sted at falde til ro. Jeg leder efter et sted, som kan give mig ro. Så kan jeg arbejde. Et menneske er ikke sådan et sted. Et menneske skal ikke bruges som sådan et sted.

Splittelsen skrives ud som en gentagelse. Som om jeget prøver at overbevise sig selv om noget. Som om det har brug for at gentage det og ikke helt kan finde ud af, hvad det vil. Splittet mellem spinkle ønsker om rolig isolation og menneskeligt nærvær. Brevformen åbner et intimt rum, hvor jeget bekender sine inderste følelser. Her fremskrives skrøbeligheden. En skrøbelighed, som synes at forbinde Arles og Klippede.

Uendeligheden kommer gennem skovene, markvejene, stenene, de mange sten. Dette er Klippede i én uendelighed (klipper – Klippede), gennem himlens evige skiften, vinden, bladene, alt det der spirer, folder sig ud, falmer eksplosivt og møder jorden igen. […] Nu, er nuet som en uendelighed, fordi det betyder alt.

Uendeligheden fremstilles her som noget, der kommer fra naturen. Som noget, der vokser ud af træernes stammer og overmander jeget. For selvom teksten er blottet for et egentligt jeg, et sprogligt jeg, fornemmer man det alligevel som et blik, der registrerer naturen. Som en stemme, der forholder sig til sit nu, forankret i bladets skrøbelighed. Bladet, der falmer eksplosiv, forener noget døende med noget, der eksploderer, lever. Her erkender jeget sin egen skrøbelighed. Uendeligheden indfanges i et nu, i naturen, som spænder jeget ud mellem abstrakt og konkret erkendelse. 

Motorvejen fra Korsør. Motorvejen fra Rødby. De vandrende på flugt over grænsen. De skjulte i bagagerummene. Fordi nogen skal leve. Fordi nogen ikke skal leve.

Her synes teksten i endnu højere grad at være blottet for et jeg. Sætningerne er korte, de bremses af punktummer. Stemmen virker nøgternt konstaterende eller simpelt hen ude af stand til at formulere noget sammenhængende, i erkendelsen af at nogen skal leve, mens andre skal dø. Flygtningene går på motorvejen. Det er dem, som skal dø. Henningsen hæfter denne scene på virkelige hændelser. Vi har set dem på TV, nu ser vi dem for vores indre blik, og Henningsen forsætter. I dette nu kommer smerten dog mest af vokseværk, fordi en virkelighed strækker sig og vokser sammen med en anden. Sætningen indfanger det, jeg prøver at sætte ord på. Det, som er så fint ved samlingen Arles · Japan · Klippede. Skrøbeligheden, når virkeligheder vokser sammen. 

Arles · Japan · Klippede, Lene Henningsen
Forlaget Spring, 2018

Flere anbefalinger

MimosaNanna Storr-Hansen

ÆgShekufe Tadayoni Heiberg

Synet af lysPia Tafdrup

Rejsende i hjemveChristian Graugaard

Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard

1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson

TravelingPeter Laugesen

BindevævHedvig Skjerdingstad

ParasitsonetterneMartin Larsen

FamiliedigteKarl-Emil Heiberg

AntidigteNicanor Parra

EnddaMaël Guesdon

Kast himlen i havetTheresa Salomonsen

Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen

Kviksølv DagdrømTommy Heisz

Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg

SøndagslandSissal Kampmann

Enogfyrre tingCarsten René Nielsen

Broer af sultne ord Jóanes Nielsen

En stamtavlePatrick Modiano

Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup

Et alfabetMy Eliasson

Hvis en andenSigurd Buch Kristensen

WatashiShuntaro Tanikawa

POESIENS HUS

Den Frie Udstillingsbygningen
Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Daglig leder
Rikke Oberlin Flarup
(+45) 71 95 75 44
rof@poesienshus.dk

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra:
Statens Kunstfond og Københavns Kommune