POESIENS HUS Anbefaler
29. September 2017

POESIENS HUS ANBEFALER

Antidigte
Nicanor Parra

AF JOACHIM FRIIS

I 2016 udkom Nicanor Parras poesi for første gang på dansk. Den nu 103 år gamle chilenske forfatter har skrevet i 65 år og har et utal af store værker bag sig i et forfatterskab, der er beundret verden over og som næsten har skabt sin egen lille genre: antidigtning, der også lægger navn til den danske oversættelse. Her har oversættere Krarup, Galindo og Golborne udvalgt digte fra 14 af Parras værker samt tekster fra forfatterens seneste aktive periode, hvor han har eksperimenteret med udtryksformer i spændfeltet mellem objekt og tekst ud fra idealet om ”at integrere kunst og liv”.

Parras antidigtning var og er netop en afvisning af den adskillelse og fremmedgørelse af konkret levet liv fra den ophøjede poesi. Som han skriver i sit manifest fra 1954, der indleder værket: 

”Digteren er et menneske som alle andre
En murer som bygger sin mur
(….)
Vi forkaster
De mørke brillers digtning
Kårde og kappe-digtningen
Vi foreslår i stedet
Det nøgne øjes digtning
Det blottede brysts digtning”

Poesien skal handle om menneskets prosaiske hverdag, om de almene menneskelige kampe såvel som kollektivets kamp mod undertrykkelse. Manifestet er sigende for Parras stil, som også ligger i tråd med en del andre store sydamerikanske forfattere: den har en stærk modstand mod fortærskede metaforer og fastgroede tanker om ”god litteratur”, den er oprørsk, politisk satirisk, insisterende henvendt og ærlig.

 Et eksempel på ærligheden er et af flere både morsomme og bitre digte i samlingen om tabet af kærligheden og et sidste desperat forsøg på at få hende tilbage:

”Angstpræget sindsforvirring som jeg forsøgte at afværge, 
ved hjælp af en metode med hurtige spørgsmål og svar,
hvilket i hende skabte en tilstand af pseudoerotisk ophidselse,
som i sidste ende gav genklang i mig
i form af en begyndende erektion og en følelse af fiasko.”

Parra balancerer på en knivsæg mellem det nære hverdagslige og det banale. Og den balance er ofte så god, at man kommer nogle virkelig fine steder hen, uden at det for alvor bliver netop banalt. Parra mestrer enkeltheden, i det private som i det politiske, samtidig med at han genremæssigt spænder ekstremt vidt: satire, autofiktion, manifest, børnelyrik, konkretisme, endda økokritik, lang tid før den kom på mode. Det samlede indtryk værket giver er af en passioneret forfatter, der insisterer på sproget i verden. Og ikke mindst at trække alt tilbage igen, som Parra plejer at gør ved enhver digtoplæsning, som den antidigter han er blevet kendt for at være: ”Me retracto de todo lo dicho”.

Antidigte, Nicanor Parra,
Forlaget Politisk Revy, 2016