POESIENS HUS Anbefaler
17. maj 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Piedestal
Rolf Sparre Johansson 

IMG_8168

Rolf Sparre Johansson har en helt særlig evne til at hakke sig igennem sætninger. Stamme sig igennem digte, som sætter sig i mig som aftryk af noget, nogen har sagt højt. Når jeg læser det indledende digt i samlingen Piedestal, får jeg faktisk fornemmelsen af at sidde overfor et menneske, som kæmper med ordene. Som famler efter den rigtige måde at italesætte døden for eksempel. En mors grav og sidste gang den blev besøgt. Og undrer sig over, hvem det er, der går planter ting, en rose eller en plante, som ligner et lille juletræ. Støder på Ulla oppe i byen. Ulla, som spørger, hvordan det går. Ikke at vide, hvordan man skal svare. Eller hvad der overhovedet ligger i det spørgsmål.

På et tidspunkt fremhæver jeget et af sin mors karaktertræk gennem beretningen om en pige i toget, som langsomt indtager fedtfattig yoghurt. Hun ville ikke have dømt hende, ikke følt foragt overfor den pige. Det kan lyde sådan her:

men altså det er netop
det er det jeg
ville sige at du ikke ville
du ville ikke have følt den foragt
det ved jeg godt
og jeg burde ikke
jeg vil ikke

Og videre:

altså jeg sætter dig jo sikkert op på en piedestal
du var

men

jeg synes bare alligevel
at du var så mild
tålmodig
og

Ordene vil ikke rigtigt ud, men så vil de det alligevel, hvilket er noget af det fine ved Sparre Johanssons skrift. Det hakkende, stammende og alt det der ikke bliver sagt, men som alligevel bliver sagt i det usagte. Som når jeget standser midt i en sætning og forsøger at samle den op. Eller bryder linjerne som for at trække vejret mellem et ’men’ og en ny sætning. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som kender til fornemmelsen af en klump af gråd, som sidder i halsen og blokerer for det, man gerne vil sige, så man må holde pauser for at overveje, hvordan man kommer fra A til B i en sætning. Sparre Johansson formår at indfange meget af det, som nogle gange går tabt på skrift. Hikstene, vejrtrækningen, et menneskes flakkende blik. Dét er virkelig en kvalitet.


Noget andet er teksternes bevægelighed. Piedestal er en samling af digte, notater, mails og en enkelt sms, der flettes sammen til en tekst, der peger på den specifikke begivenhed. De specifikker begivenheder, som er med til at forme os og den måde, vi er i verden. Vi bevæger os fra beretninger fra morens grav til refleksioner over terror. Til foragten for den måde, man kan reagere på, når terror indfinder sig. Kigge på fjernsynet så længe, man kan, for at føle, at vi er blevet angrebet. Der er også selvforagten, som kan indfinde sig i toget, i betragtningen af en pige, som spiser så yoghurt, og sine egne domme. Og så er der foragten for passivitet. I et digt hedder det for eksempel.

det er bare sådan det er:
besiddelser og privilegier
passiverer én og gør én harmløs som en bananskræl

Og videre:

man bliver så passiv af at tage en længerevarende uddannelse og se tv-serier.


Sætningerne er gode i sig selv. Og så er de måske meget sigende for noget af det, der er på færde i Piedestal. Ved at fremskrive både større refleksioner over terror og bandekrig, racisme og skudepisoder, og den måske ellers undselige detalje, som er koens øje, der hænger i en streng fra øjenhulen, eller det at klippe sin datters tånegle i lyset fra mobiltelefonens lygte, understreger Sparre Johansson, at det kan føles som om, det hele hænger sammen. Hyggeracismen og terroren og tåneglene og passiviteten og gravstenen. Måske det faktisk gør det. Måske det kun er i jegets egen noia. For mig at se er det ikke i spørgsmålet om, hvorvidt det hele hænger sammen, at vigtigheden består. Vigtigheden består snarere i at insistere på at skrive om det specifikke for på den måde at påvirke det, der sker. At skrive om et par politibetjentes racistiske kommentarer. Om det selvhad, der følger med at være inviteret til fredagsarrangement på Frederiksborg Gymnasium som ”åndelig inspiration” for underviserne. Om det åndssvage i at sammenligne det at bo i Danmark med det at bo i Syrien. Lidt hakkende, prøvende kan det måske koges ned til et spørgsmål.

Enten er jeg en passiv del af begivenhederne, eller også er jeg en person, der forsøger at påvirke, hvad der sker. Enten anerkender jeg andres eksistens på lige fod med mig selv, eller også benægter jeg den. 

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Piedestal, Rolf Sparre Johansson
Kronstork, 2018

Flere anbefalinger

TityrusDuncan Wiese

- og andre stederLaus Strandby Nielsen

Engang var vinduerne voresChristine Rosenlund

Kunstens reglerJens Kæmpe

HindreMorten Chemnitz

RiftCharlot Roslev

SkyskraberTine Paludan

Ødelæg, siger hunMarguerite Duras

Kaptajnens versPablo Neruda

DocxFranziska Hoppe

Landskabsdigternes klubAnders Søgaard

PonyprivilegietMolly Balsby

Skabningernes lovsangAndreas Vermehren Holm

Flasher min tranebærmund– en generationsantologi af ung poesi i Hvedekorn

Jeg bor i SverigeSonja Åkesson

Hvid og sortJørn H. Sværen

Lille BogdagDe små forlags fest

PiedestalRolf Sparre Johansson

SprækkerMette Garfield

Hun navnløser demUrsula K. Le guin

HavbreveneSiri Ranva Hjelm Jacobsen

PlantageAnnette Brogaard

Verden som vi fandt denKristen Forster

Jeg kan ikke huskePeter Adolphsen

Dagene er dataLone Hørslev

FabelagtighederLars Emil Foder

Alt hvad du ejerCaspar Eric

Under gulvet gror der planterMaria Molbech & Sofie Hermansen Eriksdatter

OphavITVIVL

ÅNDDiverse kunstnere og forfattere

ForbiPia Juul

PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015Redigeret og med efterord af Omid Shams

PurtEva Maria Lund Nielsen

I relativitetenSusanne Jorn

Det gør som en fabelKenneth Jensen

Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann

MimosaNanna Storr-Hansen

ÆgShekufe Tadayoni Heiberg

Synet af lysPia Tafdrup

Rejsende i hjemveChristian Graugaard

Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard

1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson

TravelingPeter Laugesen

BindevævHedvig Skjerdingstad

ParasitsonetterneMartin Larsen

FamiliedigteKarl-Emil Heiberg

AntidigteNicanor Parra

EnddaMaël Guesdon

Kast himlen i havetTheresa Salomonsen

Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen

Kviksølv DagdrømTommy Heisz

Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg

SøndagslandSissal Kampmann

Enogfyrre tingCarsten René Nielsen

Broer af sultne ord Jóanes Nielsen

En stamtavlePatrick Modiano

Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup

Et alfabetMy Eliasson

Hvis en andenSigurd Buch Kristensen

WatashiShuntaro Tanikawa

POESIENS HUS

Poesiens Hus, C/O LiteraturHaus
Møllegade 7, 2200 København N

Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra 
Statens Kunstfond
Københavns Kommune
Nordisk Kulturfond