POESIENS HUS Anbefaler
5. januar 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse
Frank Wedekind

Poesiens Hus_Mine Ha ha

Af Sofie Damgaard

Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse er et sært, dobbelt værk. På den ene side er fortælleren ivrig og enormt bevidst om sin fortælling, at der bliver formidlet og fortalt. På den anden side er selve fortællingen underligt uformidlet. Romanens univers har sin egen dunkle logik. Ligesom barndomsfantasier finder historien ikke sted inden for en umiddelbart genkendelig ramme. Den flagrer bare afsted, upåvirket og syret.

Måske er det det, der virker så dragende i læsningen af den tyske dramatiker Frank Wedekinds kortroman fra 1903. Hvad enten fortællingens jeg beskriver livet i træhallerne, som grupper af piger bor i, mens de er helt små, eller i ’Det Hvide Hus’, som pigerne flyttes til under deres kostskoleagtige ’uddannelse’, får vi ingen forklaring. I historiens fortæller, Hidallas, udlægning er det det mest selvfølgelige i verden, at Gertrud trækker spanskrøret og lærer de kjoleklædte piger at ’gå med hofterne’. Bagefter er der igen dømt fri leg i parken:

Så gik marchen i gang, så langsomt at man mellem hvert trin kunne have løbet en gang rundt om huset. Hun holdt hele tiden sit spanskrør mod vores tæer, ved vores knæ eller ved vores underben, i det tilfælde at nogen lod foden synke for hurtigt [...] På den måde gik vi igennem hele haven tre gange. Så humpede vi ind i huset, tog skoene af, smed vores kjoler og løb, så hurtigt vi kunne, til dammen.

Som det fremgår er sproget i Mine-Haha bemærkelsesværdigt. Det er afmålt, grovkornet og usentimentalt. Den 63-årige Hidalla, der ser tilbage på sin opvækst og ’uddannelse’, skriver efter sigende for sig selv. Det forklarer den sproglige egenrådighed og stringensen i manuskriptet, som når hun køligt konstaterer ”Jeg har beskrevet det første år af mit ophold i parken forholdsvis detaljeret og kan nu gennemgå de følgende desto hurtigere”.

Men passer det den ellers lidt strikse fortæller opholder hun sig ved tøj og kroppe, fordi det synes at vække hendes interesse. Frank Wedekin lader sin fortæller svælge i beskrivelsen af præpubertære kroppe, der af andre voksenkroppe afrettes i uddannelsessystemet, fortællingen kredser om. Detaljerigdommen i disse passager bevirker at bogen næsten suger én til sig – der er virkelig mange fængslende beskrivelser af ansigter, øjne, hud, halse og skuldre i Mine-Haha. Et eksempel:

”Simbas frodige, bølgede, kulsorte hår gik dybt ned over tindingerne og var samlet i en tyk knold i nakken. Hun havde langstrakte, slangeformede øjenbryn, en fin, fin næse og det mest smertefulde og samtidigt søde smil på læberne, jeg nogensinde har set. Jeg husker også hendes tungespids, som en gang imellem spjættede ud som en ildsalamander.”

Frank Wedekins ligefremme, lille roman, der iscenesætter Hidallas historie, blander tidlig seksualitet, samfundskritik, pigekroppe og teaterkostumer i et weird, coming-of-age mix. Hvordan det hænger sammen må man selv finde ud af.

Mine-Haha eller om unge pigers kropslige uddannelse, Frank Wedekind, oversat til dansk af Johanne Lykke Holm 
Arena, 2017

Flere anbefalinger

TityrusDuncan Wiese

- og andre stederLaus Strandby Nielsen

Engang var vinduerne voresChristine Rosenlund

Kunstens reglerJens Kæmpe

HindreMorten Chemnitz

RiftCharlot Roslev

SkyskraberTine Paludan

Ødelæg, siger hunMarguerite Duras

Kaptajnens versPablo Neruda

DocxFranziska Hoppe

Landskabsdigternes klubAnders Søgaard

PonyprivilegietMolly Balsby

Skabningernes lovsangAndreas Vermehren Holm

Flasher min tranebærmund– en generationsantologi af ung poesi i Hvedekorn

Jeg bor i SverigeSonja Åkesson

Hvid og sortJørn H. Sværen

Lille BogdagDe små forlags fest

PiedestalRolf Sparre Johansson

SprækkerMette Garfield

Hun navnløser demUrsula K. Le guin

HavbreveneSiri Ranva Hjelm Jacobsen

PlantageAnnette Brogaard

Verden som vi fandt denKristen Forster

Jeg kan ikke huskePeter Adolphsen

Dagene er dataLone Hørslev

FabelagtighederLars Emil Foder

Alt hvad du ejerCaspar Eric

Under gulvet gror der planterMaria Molbech & Sofie Hermansen Eriksdatter

OphavITVIVL

ÅNDDiverse kunstnere og forfattere

ForbiPia Juul

PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015Redigeret og med efterord af Omid Shams

PurtEva Maria Lund Nielsen

I relativitetenSusanne Jorn

Det gør som en fabelKenneth Jensen

Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann

MimosaNanna Storr-Hansen

ÆgShekufe Tadayoni Heiberg

Synet af lysPia Tafdrup

Rejsende i hjemveChristian Graugaard

Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard

1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson

TravelingPeter Laugesen

BindevævHedvig Skjerdingstad

ParasitsonetterneMartin Larsen

FamiliedigteKarl-Emil Heiberg

AntidigteNicanor Parra

EnddaMaël Guesdon

Kast himlen i havetTheresa Salomonsen

Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen

Kviksølv DagdrømTommy Heisz

Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg

SøndagslandSissal Kampmann

Enogfyrre tingCarsten René Nielsen

Broer af sultne ord Jóanes Nielsen

En stamtavlePatrick Modiano

Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup

Et alfabetMy Eliasson

Hvis en andenSigurd Buch Kristensen

WatashiShuntaro Tanikawa

POESIENS HUS

Poesiens Hus, C/O LiteraturHaus
Møllegade 7, 2200 København N

Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra 
Statens Kunstfond
Københavns Kommune
Nordisk Kulturfond