POESIENS HUS Anbefaler
31. maj 2019

POESIENS HUS ANBEFALER

Hvidt og sort 
Jørn H. Sværen 

HS

Hvidt og sort er labyrintisk kryptisk, selvom titlen kunne indikere noget andet. Selvom isen er hvid og floden er sort og til at skelne fra hinanden. Dette er Jørn H. Sværens udgangspunkt: Jeg går en eftermiddagstur opover floden, på den snedækkede is langs vestbredden, mod nabosæteren i nord. Jeget står frem i det hvide, mens Floden er sort. Som døden, hvis man opererer indenfor en traditionel forestilling om modsætningen mellem det hvide og det sorte, livet og døden.
 
Hos Sværen, som her foreligger i en oversættelse af Andreas Vermehren Holm, synes det hvide og det sorte imidlertid ikke at fungere som et modsætningspar i traditionel forstand. Det lader snarere til at være dikteret af en forskydningens logik, sådan at faste forestillinger om sort og hvid opløses i billeder som et stort, hvidt isøde, som man kunne forsvinde eller drukne i. Som en flod. Der er ikke noget, som står sort på hvidt. Det står snarere hvidt og sort. Svanen, den hvide, træder frem på sommernattehimlen, den sorte, på samme måde som en sætning på et stykke hvidt papir. Sværen omvender blot fortegnet og ophæver da enhver idé om et modsætningsforhold mellem det hvide og det sorte.
 
Papirets jomfruelige hvidhed, skriver Mallarmé et andet sted, om det blanke ark, og det får mig til at tænke på et billede af Ibsen:
 
bogens hvide jomfrublad, skriver Sværen. Jeg spørger mig selv, om jeg skal læse disse henvisninger som en prikken til og forstyrrelse af ideen om det hvide som noget jomfrueligt. Som det, der bliver skrevet på, som noget passivt, som kvinde. I modsætning til manden, som noget aktivt, som den, der skriver. Hvilket får mig til at tænke på Karen Blixens Det Ubeskrevne Blad. Men jeg ved det ikke, og det er nok det, jeg godt kan lide ved Sværens skrift. At den ikke kaster svar af sig, men afføder spørgsmål og undren, når billeder forskydes i nye billeder gennem associationer. Således kan et hvidt jomfrublad blive til en sort sørgeside, en sort bogside. Husk, siger de, du skal dø. Døden sætter sig atter igennem ved det sorte, men forstyrres af et fotografi: 
 
En hvid brud, et barn bare, ligger med lukkede øjne i en åben kiste.
 
Billedet er, som Sværen skriver, frygteligt og smukt, den døde klædt i hvidt. Frygteligt, fordi vi konfronteres med et barn, som er dødt. Et menneske, som skulle have levet meget længere. Smukt, forestiller jeg mig, idet det jo ikke er mig, som ser, men låner fortællerens øjne … men stopper op. Er det smukt? Sværen formår igen at afføde spørgsmål. Kan døden æstetiseres? Kan grusomheder i det hele taget? Der er noget ved beskrivelsen af billedet, som får mig til at ønske, at jeg kunne se det med mine egne øjne. Det uhyggelige ved det døde barn, holdt kunstigt i live af brudedragten. Ideen om overhovedet at gifte døde børn bort. Til en højere magt. Klædt i blonder og slør. Eller kjole og hvidt.
 
Men der er alligevel noget, som holder mig tilbage. Som når man tøver med at vende siden i en bog, fordi man har en idé om det, der kommer til at udfolde sig. Måske noget grusomt. Så jeg stiller mig til tåls med at låne de øjne, som tilhører fortælleren, der reflekterer:
 
At dø ung og ugift er en unaturlig død, siden ens opgave i livet, siden ens opgave i livet – at gifte sig og sætte børn i verden ikke er opfyldt … Dødebrylluppet løser knuden … Det gør sort til hvidt for den som tror.
 
Det er for sætninger som disse, at jeg læser med. Eller disse, som i al deres enkelthed maler et uhyggeligt billede af det dobbelte ritual, brylluppet og begravelsen:
 
Billederne ligger over på hinanden. Bryllupsdagen er begravelsesdagen. Klargørelsen af bruden er klargørelsen af liget. Brudefølget er ligfølget. Brudesengen er kisten.
 
Hvidt og sort er en fortættet tekst, som blot folder sig ud over fem sider. Ikke desto mindre formår den at fremkalde flere poetiske billeder, der griber ind i hinanden som en kæde af associationer. Vi ender ved udgangspunktet. Jeget går langs floden, på vej hjem. En datter sidder i sneen og leger. Måske sluttes en cirkel her. Måske danner den spiralformationer. 

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Jørn H. Sværen
Forlaget Virkelig 2019

Flere anbefalinger

TityrusDuncan Wiese

- og andre stederLaus Strandby Nielsen

Engang var vinduerne voresChristine Rosenlund

Kunstens reglerJens Kæmpe

HindreMorten Chemnitz

RiftCharlot Roslev

SkyskraberTine Paludan

Ødelæg, siger hunMarguerite Duras

Kaptajnens versPablo Neruda

DocxFranziska Hoppe

Landskabsdigternes klubAnders Søgaard

PonyprivilegietMolly Balsby

Skabningernes lovsangAndreas Vermehren Holm

Flasher min tranebærmund– en generationsantologi af ung poesi i Hvedekorn

Jeg bor i SverigeSonja Åkesson

Hvid og sortJørn H. Sværen

Lille BogdagDe små forlags fest

PiedestalRolf Sparre Johansson

SprækkerMette Garfield

Hun navnløser demUrsula K. Le guin

HavbreveneSiri Ranva Hjelm Jacobsen

PlantageAnnette Brogaard

Verden som vi fandt denKristen Forster

Jeg kan ikke huskePeter Adolphsen

Dagene er dataLone Hørslev

FabelagtighederLars Emil Foder

Alt hvad du ejerCaspar Eric

Under gulvet gror der planterMaria Molbech & Sofie Hermansen Eriksdatter

OphavITVIVL

ÅNDDiverse kunstnere og forfattere

ForbiPia Juul

PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015Redigeret og med efterord af Omid Shams

PurtEva Maria Lund Nielsen

I relativitetenSusanne Jorn

Det gør som en fabelKenneth Jensen

Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann

MimosaNanna Storr-Hansen

ÆgShekufe Tadayoni Heiberg

Synet af lysPia Tafdrup

Rejsende i hjemveChristian Graugaard

Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard

1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson

TravelingPeter Laugesen

BindevævHedvig Skjerdingstad

ParasitsonetterneMartin Larsen

FamiliedigteKarl-Emil Heiberg

AntidigteNicanor Parra

EnddaMaël Guesdon

Kast himlen i havetTheresa Salomonsen

Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen

Kviksølv DagdrømTommy Heisz

Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg

SøndagslandSissal Kampmann

Enogfyrre tingCarsten René Nielsen

Broer af sultne ord Jóanes Nielsen

En stamtavlePatrick Modiano

Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup

Et alfabetMy Eliasson

Hvis en andenSigurd Buch Kristensen

WatashiShuntaro Tanikawa

POESIENS HUS

Poesiens Hus, C/O LiteraturHaus
Møllegade 7, 2200 København N

Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra 
Statens Kunstfond
Københavns Kommune
Nordisk Kulturfond