POESIENS HUS Anbefaler
10. oktober 2018

POESIENS HUS ANBEFALER

Forbi
Pia Juul

Pia Juul1

Som titlen mere end antyder, kredser Pia Juuls seneste samling, Forbi, om det afsluttede, det skete, det tabte, de døde. At passere folk på gaden, at være forbipasserende. At opleve tiden passere. Noget slutter og noget andet kan begynde. Jeg er aldrig helt sikker på hvad, men det er måske heller ikke så vigtigt. For mig at se består digtenes kvalitet i, at de er stilfærdigt alvorlige. De gør ikke det store væsen af sig, men er podet med små sandheder. Betragtninger, som gør læsningen til en fin oplevelse.   

Forbi indledes med en kort prosatekst, der sammenvæver Vesterbro og Brooklyn, hjemme og ude. Vi stifter bekendtskab med et jeg, som bevæger sig i gader og kigger på mennesker, går forbi dem. Der er et du, som smiler til sin telefon. Og så er der jeget, som gør det samme. Teksten insisterer på, at de hænger sammen. At vi alle hænger sammen.

Det hele hænger sammen. Det hele hænger sammen, du og jeg hænger sammen, og vi hænger sammen med dem der sover på gaden og dem der er sultne, det nytter ikke noget, vi hænger sammen.

Der er noget på én gang naivt og magtesløst ved denne insisteren. Naivt, fordi dem, som smiler til mobiltelefoner, og dem, som sulter på gaden, synes uforenelige. Magtesløst, fordi dem, som smiler til mobiltelefoner, tydeligt er bevidst omkring denne uforenelighed, men ikke i stand til at gøre noget ved den. Som om dette jeg gerne vil sige, at den enes nød er den andens brød. At det er uretfærdigt. Og at det er vores skyld, både din og min. Ingen går fri.

Juul forener ikke blot Vesterbro og Brooklyn, men også de store betragtninger og de små. Som prismer kaster digtene forskellige verdner og forskellige betragtninger af sig. Det er deres styrke. Og det, som binder dem til hinanden. Når jeg læser dem, læser jeg udenom den gennemgående fortælling (hvis der skulle findes en sådan). Jeg læser dem for små glimt af virkelighed.

Der er så meget jeg gerne vil nævne
for at holde det i live
og endnu mere jeg
ikke tør røre ved af frygt for
at det så vil dø.

Digtet råber ikke op, det er bare ærligt. Siger tingene, som de er, og italesætter splittelsen mellem på den ene side at ville noget og på den anden side ikke at kunne. Som i samlingens indledende tekst bliver det naive og magtesløse to sider af samme sag. Hvor det naive består i viljen til at ville holde noget i live ved at nævne det, består det magtesløse i ikke at turde af frygten for, at det så vil dø. Således består digtet i al sin enkelhed i en betragtning, som kunne kobles til mange situationer. Som når vi taler om de døde. Når vi fører dagbog. Når vi mindes og sørger. Når vi tager billeder, skriver tekster, laver film. Hele tiden splittet mellem det stivnende og livet, der rører på sig.

Jeg er dig og du er mig
så undseligt
hen over gulvet og hen
i dit blik det blik
siger undskyld
jeg er her undskyld jeg
ikke er smuk, vi bevæger
os ganske forsigtigt
om lidt er vi væk

Igen placerer digtet sig et sted mellem det bestående og det, der om lidt er borte. Om øjeblikket indeholdt i et blik og to blikke, som væves sammen med usynlige tråde, så skrøbelige som linjerne i et digt, der vil knække på sin egen måde. En styrke ved Juuls poesi er netop linjebruddene, der tilfører digtene en hakkende, lidt mekanisk rytme. Som om jeget undersøger eller leder efter noget. Famler sig frem.

Jeg læser Forbi som et forsøg på at favne det at være menneske i en verden, hvor man passerer og passeres. Hvor man blot skal runde et hjørne for at kunne sige om noget, at det er forbi. Hvor en latter med ét forvandles fra glæde til at være stendød. Hvor Nørrebrogade er mørk i oktober. Hvor det synes umuligt at tage afsked med de døde. Hvor de holder ferie på en ø, som ikke findes. Så i stedet for at skrive om digtene, at de er podet med sandhed, skulle jeg måske skrive, at de er podet med mulighed.  

Fortielserne æder os. Sig alt.
Det billede man gerne vil vise er en løgn.
Det man viser med sin blotte tilstedeværelse er også en løgn.
Er der noget tilbage som ikke er løgn?

Forbi tilbyder sig som en mulighed for at opfatte løgnen som det eneste sande. Samlingen slår en streg over sandheden, hvilket er befriende, fordi ideen om sandhed er en løgn. Således insisterer den også på det uperfekte. På viljen til verden og mistroen til den. Og på meningsløsheden i, at nogle sulter, mens andre smiler ned i deres mobiltelefoner. At vi hører sammen, selvom vi ikke taler sammen. At vreden over meningsløsheden findes, den derpå følgende skyld. Og de børn, det hele skulle have handlet om, men som først nævnes i samlingens sidste digt. Forbi prøver ikke at bilde sig noget andet ind, end at vi fødes og at vi dør. Derimellem lever vi, med alle livets accessoires. Mand, børn, hus og hjem, ferier, bjerge og søer, forelskelser, lykken og sorgen. Til det hele med ét er forbi.

Af Juliane Emily Tang-Petersen

Forbi, Pia Juul
Asger Schnacks Forlag, 2018

Flere anbefalinger

ForbiPia Juul

PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015Redigeret og med efterord af Omid Shams

PurtEva Maria Lund Nielsen

I relativitetenSusanne Jorn

Det gør som en fabelKenneth Jensen

Amduat. En iltmaskineHarald Voetmann

MimosaNanna Storr-Hansen

ÆgShekufe Tadayoni Heiberg

Synet af lysPia Tafdrup

Rejsende i hjemveChristian Graugaard

Vi er herLiv Sejrbo Lidegaard

1,7 Tipping PointSilja E.K. Henderson

TravelingPeter Laugesen

BindevævHedvig Skjerdingstad

ParasitsonetterneMartin Larsen

FamiliedigteKarl-Emil Heiberg

AntidigteNicanor Parra

EnddaMaël Guesdon

Kast himlen i havetTheresa Salomonsen

Det tager lidt tid at gå bortVibeke Pilar Carstensen

Kviksølv DagdrømTommy Heisz

Frugt og grønne sagerShekufe Tadayoni Heiberg

SøndagslandSissal Kampmann

Enogfyrre tingCarsten René Nielsen

Broer af sultne ord Jóanes Nielsen

En stamtavlePatrick Modiano

Tropisk blodKristoffer Vhre Knattrup

Et alfabetMy Eliasson

Hvis en andenSigurd Buch Kristensen

WatashiShuntaro Tanikawa

POESIENS HUS

Den Frie Udstillingsbygningen
Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Daglig leder
Rikke Oberlin Flarup
(+45) 71 95 75 44
rof@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra:
Statens Kunstfond og Københavns Kommune