POESIENS HUS ANBEFALER

En Stamtavle
Patrick Modiano

AF SOFIE DAMGAARD

Den franske nobelprismodtager Patrick Modianos (f. 1945) korte selvbiografiske roman En Stamtavle er ikke stakåndet, som han foreslår flere steder i værket, jeg oplever den ikke sådan. De uafrystelige nedslag i Modianos personlige fortælling er tværtimod formidlet i et fuldstændig enkelt sprog. Sætningerne er korte. Tempoet tilsvarende langsomt. Hvis der er en hastighed, er den snarere forbundet med Modianos egen fortumlethed ved at skulle finde hoved og hale på sin historie og foregive en kronologi.

Om sit projekt skriver Modiano blandt andet: ”Jeg vil fortsætte med at opregne disse år et for et, uden nostalgi, men stakåndet. Jeg kan ikke gøre for det, hvis ordene støder sammen. Jeg må holde tempoet oppe for ikke at miste modet.”

Disse momenter af tvivl og refleksion over den selvbiografiske fortælling synes jeg springer i øjnene i den lille, smukt korngule roman. Det er tankerne om, hvordan man fortæller sin historie, og hvordan det er, at se tilbage på sit liv, som er lettest at følge. Måske er det simpelthen fordi de kaotiske hændelser, vi hører om, som Modiano gennemlevede i sin barndom i Paris før sit 21. leveår, kan opleves relativt historisk betingede på en måde, der gør dem utilgængelige.

Men nej, sådan er det alligevel ikke at læse Modianos En Stamtavle. Den er ikke på nogen måde utilgængelig. Heldigvis er romanen andet og mere end ”en simpel oprulning af hændelser og fakta”, som Modiano skriver den er. Selv om den siger det om sig selv (”jeg beder om undskyldning for alle disse navne” skriver Modiano) er romanen nemlig meget mere end et katalog over navne og steder, der er blevet historie. Man læser den ikke, som om den var en historiebog. Det er nærmere sådan at mennesket Modiano i En Stamtavle åbner for et kig ind i hans personlige historie, formulerer sig så klart, og reflekterer så delagtiggørende, at fortællingen skrår over eventuelle historiske barrierer og bliver exceptionelt nærværende. Derfor sidder jeg efter endt læsning tilbage med enkelte billeder fra Modianos fortælling, korte scener som denne, der ikke er til at ryste af sig:

”Afsted så hurtigt som muligt inden efterårets kaserneliv. Den første juli, Gare de Lyon, tidligt om morgenen. En andenklasseskupé i et overfyldt tog. Det er den første dag i sommerferien. Det meste af rejsen står jeg op i gangen. Næsten ti timer, før vi når Middelhavet. Bussen kører langs kysten. Les Issambres. Sainte-Maxime. Glimtvise følelser af frihed og eventyr. Somrene vil altid tælle blandt holdepunkterne i mit liv, selvom de med deres evige middagslys ender med at flyde sammen.”

En Stamtavle, Patrick Modiano,
Arena, 2017

POESIENS HUS

Poesiens Hus, C/O LiteraturHaus
Møllegade 7, 2200 København N

Leder Karen Siercke
karen@poesienshus.dk
CVR: 34641536

Foreningen POESIENS HUS er drevet med støtte fra 
Statens Kunstfond
Københavns Kommune
Nordisk Kulturfond